til at flytte. Omstændighederne tvinger Rufus til at handle, og han udvikler en spilletrang der tager ham som gidsel, uden at det egentlig handler om pengene eller jagten på lykken. Spillet bliver hans ven. Hans fokus. Vennerne er ligegyldige eller dumme. Faren er åndssvag. Og selv da Rufus bliver opdaget i at have taget af klassekassen, er han ikke helt indstillet på, at han har brug for hjælp. Et innovations-projekt fra Center for Ludomani sætter ham i forbindelse med Irene. Men er hun der for at stoppe med at spille? Eller leder hun også bare efter en undskyldning, en medskyldig, så spillet kan fortsætte?

Pressen skriver:

»Ronnie Andersen har en enestående evne til at portrættere de unge, rodløse fyre med ondt i sjælen […] Sproget er ungt og morsomt på en ret crazy måde.«  
–  Merete Trap, Lektør

»Sproget [er] ungdommeligt og bogen let at læse. Den vil egne sig godt og sikkert ramme de unge, fordi den tager fat i et aktuelt problem, som man kan have som menneske, og bogen belyser, hvad et misbrug kan gøre ved folk, og hvor meget det kan ødelægge.«
– Cecilie, Bookeater

»Ronnie Andersen skriver meget ligefremt, med korte, koncise dialoger og på en måde, der meget godt afspejler tonen i ungdomslivet […] Historiens styrke ligger i realismen og i at gøre læseren pinligt bevidst om den uhyre smalle grænse mellem frelse og fortabelse.«
– Damian Arguimbau, Weekendavisen