Jørgen Dissing Nørgaards bog Avle og flokken præsenterer en verden i opløsning, forvandling eller flammer. Forudsætningerne for liv er forandret, vejrtrækning er kompliceret, man går i hi og lever i det hele taget i et ekstremt afhængighedsforhold til naturen, her vokser nødbørn i små huller i jorden. En overmagt, en behåret, ældre kultur, styrer resterne af et samfund med vold, men pigen Avle leder en flok børn til oprør. Et usynligt oprør, der kontinuerligt stiger og falder i intensitet, bryder frem af og trækker sig tilbage til krattet igen, i et forsøg på at opløse magten uden at sætte noget andet i stedet. Prosadigtene er fortællende, og i struktur og referencer er der ofte noget genkendeligt, som dog hele tiden opløses i abstrakte billeder, der får tid og rum til at kollapse.