Ballademageren Sørenom sprogbrug, kontakt, selvværd og identitetsdannelse, til professionelle voksne og forældreaf Janne Hejgaard

BALLADEMAGEREN SØREN
er en præsentation af en ikke-voldelig sprogbrug og en gennemgang af de mange positive konsekvenser af denne måde at kommunikere på.
Fokus er på voksnes kommunikation med børn, og teksten viser, bl.a. ved hjælp af eksempler, hvordan især dannelse af selvværd og identitet får de bedste mulige vilkår, ikke mindst for børn, når kommunikationen er ikke-voldelig.
Sprogbrugen kan imidlertid med stor fordel for alle implicerede bruges i alle livets samspil. Den bygger på en optagethed af andres følelser og behov i stedet for af andres præstationer med dertil hørende vurderinger.
Bogen lægger således ikke alene op til en ændring i vores måde at bruge sproget på, men også en ændring i sådan, som vi ser hinanden.
Ikke-voldelig kommunikation er velegnet som redskab i konfliktløsning.
INDHOLDSFORTEGNELSE
0. Forord
1. Ballademageren Søren
2. Om vurderinger
3. Om behov
4. Om følelser
5. Om kontakt og om at ‘blive set’
6. Om selvværd
7. Om identitetsdannelse
8. Samtaleniveauer
9. Når den anden er lokomotiv: en samtalemodel
10. Litteratur
UDDRAG AF KAPITEL 1:
LÆRER HELLE MADSEN er på vej til dagens femte time – matematik i 6.a – da hun får øje på en kollega, som har haft gårdvagt, og som nu kommer gående hen imod hende med et fast greb i Søren. Søren går i 5.b, som Helle er klasselærer for. Længere nede ad gangen opdager Helle en gruppe drenge og piger fra samme femteklasse. De kommer gående sammen med Niklas, som åbenbart har grædt og nu holder en klump papir mod sin blødende næse.
“Denne unge mand har været i slagsmål,” siger gårdvagten, Erik Nielsen, og rusker Søren let. “Og denne gang er det gået ud over Niklas.” Han nikker mod gruppen bagved. “Sparket ham og slået ham i ansigtet. Måske du vil tale et alvorsord med ham?”
“Søren, altså! Hvad skete der?” spørger Helle og sender en hastig tanke til den ventende matematikklasse.
Gårdvagten ser på Søren, der står og kigger ned i gulvet.
“Ja, hvad skete der, Søren?” siger han. “Du må jo være den, der bedst ved det.”
Søren svarer ikke. De andre er nu nået frem og står i en klynge udenom. Niklas snøfter højlydt.
Helle flytter blikket fra Søren til Niklas.
“Niklas har næseblod,” oplyser en af pigerne. “Søren sparkede ham!”
“Jatak, Emma, det kan jeg se,” siger Helle. “Bløder det stadigvæk, Niklas?”
Niklas nikker.
“Gør det ondt?”
Niklas nikker igen og skærer ansigt.
“Gør det ondt andre steder end på din næse?”
Niklas tøver og ryster så forsigtigt på hovedet.
“Okay,” siger Helle og tager en hurtig beslutning. “Erik, kan jeg få dig til at følge Niklas og de andre hen til – hvem skal I have nu?”
“Karen,” svarer flere af børnene. “Til engelsk.”
“... hen til Karen og bede hende om at sørge for Niklas?”
“Yes,” siger Erik og begynder at gå. “I kommer med mig,” siger han til de andre fra femte.
“Tak. Jeg kommer og snakker med dig efter timen, Niklas,” siger Helle.
De fleste børn følger efter Erik, men et par af dem bliver stående og kigger afventende på Søren, der heller ikke rører sig.
“Vi skulle gå hen i klassen,” siger Emma til ham.
“Nej. Søren bliver hos mig. Afsted med jer,” siger Helle.
“Okay, Søren,” fortsætter Helle, da alle er væk. “Jeg vil sandelig gerne høre, hvad du kan fortælle mig, men jeg skal først lige have sat 6.a i gang.”
Søren reagerer ikke.
“Vi sætter os ind i lærernes rygerum. Du må gerne gå derhen, eller du kan vente på mig her.”
“Der stinker,” mumler Søren.
“Ja,” siger Helle. “Heldigvis skal vi ikke være der ret længe. Højst et kvarter.”
Hun tøver et øjeblik, før hun fortsætter ned ad gangen mod 6.a, der kan høres på lang afstand. Inde i klasselokalet får hun dæmpet eleverne ned.
“Jeg er nødt til at bruge et kvarter på at snakke med en fra femte,” fortæller hun.
“Slåskamp-Søren!” er der en, der mumler. Helle overhører ham. Hun sætter klassen i gang med skriftligt arbejde og lover belønning for koncentreret indsats. Så går hun tilbage til Søren, der nu står og læner sig op ad væggen der, hvor hun forlod ham.
“Okay, et kvarter til dig,” siger hun og går hen til rygerummet. Søren følger efter og lader sig dumpe ned i sofaen, mens Helle åbner et vindue på klem. Hun sætter sig ved siden af ham og kigger lidt på ham. Hans kæbemuskler er spændt, og han sidder tilsyneladende og stirrer på sine hænder, som han skiftevis knytter og slapper af.
“Nå, Søren,” siger Helle og ryster let på hovedet. “Sparket Niklas og givet ham en blodtud. Du skuffer mig. Jeg troede, vi havde en aftale. Hvad foregik der? Jeg lytter.”
Søren begynder nu også at spænde og slappe sine kæbemuskler. Han siger ikke noget.
De sidder tavse lidt.
“Tiden går,” siger Helle. “Hvis ikke du vil fortælle mig, hvorfor du slog Niklas, er der ingen grund til at sidde her. Du ved udmærket godt, at sådan en opførsel ikke er i orden. Det har jeg fortalt dig masser af gange.”
Tavshed.
“Okay,” Helle rejser sig. “Jeg har en klasse, der venter. Jeg ringer til dine forældre i aften. Er de hjemme?”
“Du sagde, at jeg havde et kvarter!” protesterer Søren og kigger op. “Det er kun gået 6 minutter!”
“Så fortæl!” Helle sætter sig igen, og Søren får trevent fortalt, at han og Niklas havde aftalt, at Niklas skulle med ham hjem og lege efter skoletid, men så ville han pludselig ikke alligevel.
“Og så slog du løs på ham?” spørgen Helle med tydelig undren.
“Han havde selv lovet det!” siger Søren tvært.
Helle ryster på hovedet.
“Om jeg begriber, hvorfor du ikke kan fatte, at du ikke må slå,” siger hun. “Jeg har sagt det så mange gange! Og jeg er garanteret ikke den eneste.”
Søren stirrer på sine næver.
Helle kaster et blik på uret. Kvarteret er gået.
“Du skal altså lade være med det,” siger Helle. “Der kommer aldrig noget godt ud af vold, det er en hæslig måde at opføre sig på. Kan du slet ikke huske, at vi har talt om, at du skal tælle til tyve hver gang, du er lige ved at slå? Huskede du at tælle til tyve?”
“Næh.” Søren mumler og ser stadig ned.
“Der ser du! Det skal du altså huske næste gang. Så er jeg sikker på, at du kan styre dig.” Helle tier et øjeblik. “Men nu er tiden desværre gået, vi skal hen til vores klasser. Det mindste, du kan gøre, er at give Niklas en undskyldning. Jeg synes, du skal give ham en undskyldning. Synes du ikke også det?”
“Mjo,” mumler Søren.
“Fint.” Helle holder døren og Søren rejser sig og trasker ud efter hende.
“Vi overlevede rygerummet!” siger hun. “Heldige os!”
Denne scene kunne finde sted mange steder i den almindelige danske skolehverdag. Tidspres, velmenende lærere, elever, der passer mere eller mindre godt ind i skolekulturen. Og afmagt.
Hvis Helle så en videooptagelse af sit møde med Søren, ville heller ikke hun kunne have nogen som helst forestilling om, at der vil blive ændret noget i Sørens måde at reagere på. Samtalen har snarere karakter af en symbolsk markering: “Du har foretaget dig noget, jeg ikke kan acceptere, og jeg gør hermed indsigelser imod det.”
Målet med den professionelle voksnes indgriben må være at håndtere de involverede børns reaktioner på en måde, så der skabes ændringer, der fører til ønskværdige handlinger. Eller sagt anderledes: Gårdvagtens og Helle Madsens indgriben skal gerne føre til, at Søren får en mere hensigtsmæssig1 adfærd – hvilket næppe bliver tilfældet i ovenstående exempel. Måske snarere tvært imod.
For at finde frem til, hvad Helle Madsen kan gøre anderledes, er vi nødt til at undersøge situationen nøjere. Ovenstående historie kan skematiseres på følgende måde:
• Nogle konkrete begivenheder finder sted (i skolegården, på gangen).
• Nogle forskellige mennesker reagerer på disse begivenheder (Søren, Niklas, gårdvagten, Helle Madsen, de andre elever fra femte).
• Disse reaktioner fører til nye begivenheder (fx Helles og Sørens samtale i rygerummet), der igen fører til nye reaktioner (Sørens adfærd fremover). Osv.
AD. ‘KONKRETE BEGIVENHEDER’
Det er i første omgang via vores sanser, vi får kendskab til konkrete begivenheder, fx ved at vi ser eller hører noget. Vi kan også betegne dem som det faktuelle i sagen. Fakta er nemlig primært det, man kan sanse med sine sanser: se, høre, mærke, lugte, smage. Det kan også være noget, man ved. Det er meget ofte (men ikke altid) sådan, at man let kan blive enig med andre om det faktuelle i en sag: Hun har kjole på. Det regner. Der holder en bil. Hvis de involverede i en episode skal have et fælles grundlag for at begribe, hvad det er, der foregår, er det fakta, vi skal have hentet frem.
Hvis Helle skulle remse op, hvilke fakta hun har set og hørt i ovennævnte historie, så er det fx følgende:
• Gårdvagten Erik holder fast i Sørens arm, da han kommer gående med ham.
• Niklas holder noget blodplettet papir mod sin næse, og han snøfter.
• Den største del af tiden stirrer Søren ned i gulvet, og han har ikke øjenkontakt med nogen.
• Søren siger kun få ord, og når han endelig taler, mumler han og ser kun få gange på den, han taler med.
• Søren knytter og slapper sine hænder.
• Søren spænder og slapper sine kæbemuskler.
• Søren kommer på banen tre gange i løbet af forløbet: 1) Da han siger, at rygerummet stinker, 2) da han fastholder, at han har fået lovning på et kvarter af Helles tid, og 3) da han siger, at Niklas havde lovet at komme med hjem og lege efter skoletid.