I første del møder vi B i familielivet med partneren Q og i symbiosen med datteren Æ. I anden del finder vi ud af, at de døde er animerede i Bs hjerne. I tredje del dør en far. I fjerde del er det endelig fredag. Vi ryger med B og Q ned under stuegulvet og vandrer gennem underverdenen.

Bedårende er en vandring gennem et døderum, som også er et kærlighedsrum. Det er umuligt at sige, hvor døden begynder eller slutter, hvor livet begynder eller slutter. Billederne af døden er animerede og rumlige. Kærlighedsbillederne romantiske, slidte og autoerotiske. Det handler egentlig ikke om et endeligt. Bakterier bor som familier i vores kroppe, akkurat som vi bor i vores familier i en større omverden, vi ikke kender til fulde, men som vi oplever gennem billeder og fortællinger. Man kan trænge igennem alle kroppe, og alle kroppe trænger sig på. Man kan trænge igennem alle familier, og alle familier trænger sig på. Både barnet, liget og den elskede er bedårende. Når det gælder dem, vi elsker, har vi ingen fornemmelse for afstande.

Om Ida Marie Hedes trilogi, En, To, Tre (Seancer, 2009, Det kemiske bryllup, 2013, og Inferno, 2014, samlet  udgivelse 2016) skrev Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen:  I Ida Marie Hedes psykedeliske og vitalistiske forfatterskab er mennesker ikke andet end “bunker af jord, eksplosioner af gas, fantastiske landskaber af ribben, råd, tarme og maddiker i royale lilla farver.”

Med (gen) udgivelsen tegner der sig et billede af et utrolig konsistent og kompromisløst forfatterskab … I stedet for at henholde sig til plot og psykologisk dybde bevæger hun sig i krydsfeltet mellem litteratur og kunst, mellem tekst og performance, mellem æstetik og viden(skab). På engelsk taler man for tiden meget om art writing og theory-fiction, og det er til en vis grad også, hvad der er tale om her.

Med Bedårende både fortsætter og bryder Ida Marie Hede sin undersøgelse af, hvad litteratur er og kan. Farens død giver fortællingen en anden alvor, ikke kun den del, hvor døden indtræffer – dødens skygge er over alt. Og fortællingen bliver mere netop fortælling, end hvad vi før har set.