Bedragaf Eva Iversen

Astrid er drevet af en længsel efter at blive sig selv. En længsel der tvinger hende ud i hvad der ligner selvdestruktion. Hendes virkelighedsopfattelse er fragmenteret, på samme måde som romanens form er fragmenteret, springende mellem før og nu. Hun springer mellem et nu der bygger på en illusion og en fortrængt fortid. Hun iscenesætter nuet uden at være bevidst om, hvad det er hun vil. Hun ved et sted inde i sig selv, at hun skal gennem en forløsning, at det er en nødvendighed for hende. Da hun begynder at gå i opløsning, begynder hun at kunne huske, og fortrængningerne begynder at vise sig for hende. At dette sker bruger hun mange kræfter på at holde væk. Hun fortrænger i nutiden ligesom hun fortrængte i fortiden. Hvad er det der får hende til at bryde sammen? Det er det hun udsætter sig for. Det er Arnes utroskab, og det er hendes arbejde som nattevagt. Hun føler hun skal udholde dette arbejde, selv om det gør hende bange. Man kan sige, at Astrid spejler sin egen historie i nogle af de psykiatriske patienter, hun har kontakt med. Heri ligger en parallel til kærlighedsforholdet. For Astrid er det vigtigt at udholde at være i det forhold hun har til Arne. På samme måde som i nattevagten, undersøger hun ubevidst, hvor meget hun kan klare, inden hun går i stykker. Der er en dobbelthed her, for der er både en tvang hos Astrid til at skulle kunne udholde. Men der er også en længsel hos hende. Så længe hun kan udholde, styrer hun virkeligheden. Så er der ikke noget at være bange for. Det er en illusion. Men hun ved det ikke. Det er sammenbruddene over tid, der hjælper hende. Fordi det fortrængte kommer frem. Hun begynder at huske. Hun begynder at være mindre fragmenteret. Hun begynder at hænge mere sammen. Hun begynder at kunne nærme sig sig-selv.