De 12 første fortællinger er begivenheder i drengen Johans barndom. Johan blev født kort efter, at Anden Verdenskrig brød ud. De tre næste er julefortællinger på grundlag af den kendte juleberetning fra Biblen, og de to sidste fortællinger handler om nogle børns usædvanlige fund af et kors i en affaldsdynge. Fortællingerne kommer dristigt ind på både børns og voksnes svigt og nederlag, jalousi og konkurrence, indrømmelser og tilgivelse, der især for Johan er båret af oplevelsen af, at der altid er en anden i nærheden – voksen eller barn – som han kan betro sig til – og af håbet om, at hans hemmelige helt alligevel vil sejre til sidst.

Johannes Henning Jensens fortællinger er fiktion og bygger frit på hans egne og andres oplevelser og iagttagelser fra hverdagslivet i årene efter Anden Verdenskrig og op til nu.