Th.W. Adorno, en af grundlæggerne af Frankfurterskolens kritiske teori, er en af vor tids største filosoffer. Han var meget optaget af musik og ville oprindeligt være komponist. Han skrev en lang række bøger om musik. Wagner – forsøg på en tolkning (1937) forsøger at demaskere komponisten i lyset af nazismens fremmarch. ‘Mahler – en musikalsk fysiognomik’ (1960) er en del af Adornos projekt om det modernes gennembrud.

Helt tilbage i 1938 besluttede Adorno at skrive en bog om Beethoven – for ham måske den største af de klassisk-romantiske komponister, men han blev aldrig færdig. Livet igennem skrev han artikler om Beethoven foruden en lang række noter, fragmenter og udkast til dele af bogen. Adorno døde i 1969, og forskeren og lederen af Adorno­arkivet, Rolf Tiedemann, påtog sig opgaven at samle alle stumperne til en bog. Det medfører, at bogen ikke har værkkarakter i betydnin­gen afrundethed, indre sammenhæng, fuldendthed. Den er et værkfragment. Og til gengæld fyldt med modsætningsfyldte vurderinger, analyser, klarheder om Beethoven, som måske ikke ville have kunnet få plads i en færdig bog.

Et af Adornos fragmenter lyder:
“På lignende måde, som der kun findes Hegels filosofi, findes der kun Beethoven i vestens musikhistorie.”