og andre »små fisk« blev straffet strengt. Vi hører om tyskerpigernes skæbne, om de overlevende KZ-fangers tilbagevenden til landet og om flygtningene i Europa i krigens kølvand. Aage Staffe stiller skarpt på danskernes holdninger under Anden Verdenskrig og efter befrielsen og på kommunismens spøgelse, som indvarslede koldkrigsårene. Vi hører også om, hvordan det gik nogle af forfatterens kammerater efter den illegale tilværelse. Blandt de mere underholdende momenter er Aage Staffes beskrivelse af sin korte og lidet glorværdige karriere i det danske hjemmeværn.
Læs mere om Aage Staffe og serien under Tema 1: Tyskland - Europa 1914-1933-1939. Du kan også søge på forfatterens navn på nettet for flere oplysninger.
Uddrag af Kapitel 3: Var Danmark i krig?
Retsopgøret efter kapitulationen
Der forelå ingen instruks til de modstandsgrupper, som jeg ledede, om hvem, der skulle anholdes; ej heller på hvilket grundlag. Dette var helt og aldeles overladt til den enkeltes frie fantasi; derfor resulterede det i en vilkårlig og ret så forskellig behandling af arrestanter. De eneste love, der forelå, var Grundloven og det misk-mask, der var vedtaget i besættelsesårene. Havde den enkelte andet end sin egen personlige, private retsopfattelse at gå efter?
Arrestationstallet taget i betragtning var overholdelse af de mest almindelige retsprincipper, uanset om uddannede folk fandtes eller ikke, på forhånd udelukket? Kun få af os kendte til afhøringsteknik, mange, kun fra deres egne afhøringer i tysk fangenskab. Vi var jævne folk, vort kendskab til skriftlige fremstillinger var mangelfuldt. Jeg havde som så mange andre ikke brugt pen og blæk, siden jeg afsluttede min skolekarrieres diktater og genfortællinger. Man havde kun få steder at anbringe arrestanterne, tyskerne havde jo sat sig på de bedste steder, skoler, idrætshaller osv. til de mange tyske flygtninge.
Transportmulighederne var begrænsede, tyskerne havde stjålet størsteparten af Danmarks rullende materiel. Vore køretøjer var tyske, som vi beslaglagde. At bringe de mange arrestanter for en domstol inden for 24 timers fristens udløb, var lige så umuligt dengang, som det ville være i dag, ren utopi. (...)
Alt andet lige, havde man ikke haft modstandsbevægelsen på godt og på ondt, og dens beskyttelse af arrestanter mod folkets overophedede, men forståelige had, var ret mange blevet hakket til fars i de lange knives nat i de stemningsfyldte, lyse majnætter, hvor proppen gik af efter 5 års terror.
Tyskerpiger - feltmadrasser
For god ordens skyld kun, at jeg dengang fordømte overgrebene mod feltmadrasserne og andre, akkurat som modstandsbevægelsens ledelse gjorde det. Ved at mishandle, ved at klippe disse kvinder skaldede, flyttede man folkets opmærksomhed til noget betydningsløst, bort fra de virkelige forbrydere.
Man gjorde sig selv til forbrydere. Feltmadrasserne blev lynafledere.
Derved gik mange skyldige fri, derved latterliggjorde man også på denne måde retsopgøret . Ved at stemple og gøre hele modstandsbevægelsen ansvarlig på grund af nogle få overophedede tåbers voldshandling fik man endnu en gang afløb for sine slet skjulte, halvfascistiske hensigter på en måde, vi alt for godt kender fra nazipropagandaen i den misbrugte retfærdigheds falske skær.
Jeg føler i dag, at jeg svigtede, at jeg lod mig rive med af primitive følelser, af stemningen; men hvor mange har ikke det? I Nazityskland, i Sovjet, i Kina under Kulturrevolutionen. Havde man prøvet at analysere de faktorer, der lå bag det opgør, som også jeg deltog i, som jeg i dag finder uværdigt for et demokrati og et retssamfund, havde jeg haft lidt respekt for mine landsmænd.
