før han så Buller, men stemmen var ikke fra den Buller, han kendte. Denne stemme tilhørte en skræmt dreng, der bad for sit liv. Buller bad for sit liv! Tanken var absurd og overvældende, og Morten stod helt stille og lyttede. Han kunne svagt se egetræets stamme mellem træerne, og endnu svagere dukkede Bullers hænder op et stykke fra hinanden. Han bevægede sig nu mere dristigt derhen, og gik til sidst forsigtigt rundt om træet… Og dér stod han! Buller!