Ernst Haffners roman BLODBRØDRE udkom første gang i 1932 I Tyskland og blev bandlyst og brændt på bålet af nazisterne for dens usminkede skildring af low-life i Berlin. Den foregår blandt et slæng af gadedrenge i området om Alexanderplatz. Unge mænd, der driver rundt uden mål og med, lever fra hånden til munden og fifler med kriminalitet, skodjobs og hvad, der byder sig til i miljøet af tabere, tiggere, tyveknægte, ludere og alfonser. 30’ernes Berlin var ikke for børn, men det er, hvad de er, disse blodbrødre. Store, brændte børn. 

Vi følger Johnny, den karismatiske bandeleder, og de to mere følsomme typer, Ludvig og Willi, som er stukket af opdragelsesanstalten og drømmer om en bedre tilværelse, men som må sande, at der er langt fra drøm til realitet og endnu længere vej tilbage. Igennem dage og nætter fulde af druk og skørlevned, slåskampe og anholdelser, samlejer og gonorré, kedsomhed og fattigdom kæmper drengene for tilværelsen, og som læser føler man sig som en flue på væggen. På eminent vis indfanger romanen tiden, og man lever og ånder med karaktererne. 

BLODBRØDRE er drevet af en rå realisme og samme fornemmelse af autenticitet, som gjorde en anden glemt ’skandaleroman’, Hans Falladas Alene i Berlin, til en litterær sensation, da den blev gravet frem af gemmerne for et par år siden og gik sin sejrsgang verden over. Ernst Haffner var journalist og socialarbejder og kendte de gadedrenges virkelighed, han beskrev, men ellers er han et ubeskrevet blad, hvis liv og levned der eksisterer få vidnesbyrd om.