ikoniske bog I Remember og approprierede hans konceptuelle form, hvor hvert nyt minde starter på samme måde som titlen. Minderne og sætningerne kom let, og jeg så, at der var en overvægt af minder fra min barndom, især om min mor. Jeg inviterede derfor min mor til at skrive med. En dialog tog form på tværs af generationer, livsomstændigheder, de minder som stadig kan huskes og de, som er frembragt.

Derefter kom polyfonien. Judith Butler taler om skrøbelighed som modstand; en krop er aldrig individuel, i stedet er den afhængig af netværk, af støtte og andre kroppe. Jeg var ikke længere den som skrev, men den som kuraterede. Venner og bekendte, min far og mor, samt mine to brødre blev alle bedt om at skrive minder som omhandlede mig. Et selvportræt, set gennem andres blik, var nødvendigt for at opretholde en balance i værket.

Hvert af kapitlerne er ufuldstændige, på hver deres måde. Denne bog kan siges at værende snakkende, da det giver agens til flygtighed ved at omsætte minder, som lever gennem tale og oplevelse, til skrift. Enhver bog er et arkiv. Måden, hvorpå vi arkiverer, er på ingen måde universel, ligesom ingen krop heller er det. Når noget eller nogen synliggøres, er der en risiko for at gøre andet og andre usynlige.