Dette er beretningen om det legendariske møde mellem to af skakspillets stjerner, sovjetrusseren Boris Spassky og amerikaneren Bobby Fischer. Mødet fandt sted i Island i 1972 og var omgærdet af enorm medieopmærksomhed, for naturligvis var de politiske implikationer ikke til at at overse. Det var midt under den kolde krig, og Henry Kissinger trak i snorene i kulissen, og hele det sovjetrussiske sportsbureaukrati var på stikkerne. Man behøver ikke at vide alverden om skak for at være med, for det som er i fokus er de to mænd, deres vidt forskellige baggrund, og de to maskiner, den sovjetiske og den amerikanske, som køres i stilling før opgøret. Fischer var en uberegnelig størrelse og blev ved med at stille krav til de islandske arrangører. Han ankom flere dage for sent til Island, og undervejs stødte der hele tiden nye komplikationer til. Bl.a. krævede han at få svømmepølen på hotellet for sig selv, og at alle kameraer var skjult under partierne. Spassky derimod var en russisk gentleman som ikke var videre begejstret for det kommunistiske system han repræsenterede. Det var naturligvis ikke tydeligt for omverdenen på daværende tidspunkt, men de to forfattere har været i arkiverne (som blev åbnet efter Sovjetunionens sammenbrud), og de tegner et nyt og nuanceret portræt af russeren. Skildringen af de tos møde er elementært spændende, og ikke mindst portrættet af den gale/geniale Bobby Fischer er dybt fascinerende læsning.