i oplysninger fra såvel arkiver, litteratur om besættelsestiden som samtaler med mennesker, der har været involveret i periodens begivenheder, rejser Aage Staffe provokerende og tankevækkende spørgsmål som: Bød Danmark nazisterne velkommen? Kunne den tyske besættelse have været afværget - eller i det mindste vanskeliggjort? Hvorfor gav den danske regering ikke militæret ordre til at sprænge broer, jernbaner og f.eks. Aalborg Lufthavn for at sætte en kæp i hjulet for tyskernes overfald - på såvel Danmark som Norge?
Temabøgerne er udarbejdet med henblik på folkeskolens ældste klasser. HF, VUC, gymnasiet, efterskoler, højskoler, studiekredse og seminarier, men kan med udbytte læses af alle, der ønsker at supplere deres viden om nogle af de mere dystre sider af det forgangne århundredes historie.

Om forfatteren: Se Tema 1 og læs mere på
www.aage-staffe.dk

Uddrag af Terror - krig - fred - Tema 2: Besættelsestidens historie 1

(Fra Kapitel 2 Kidnapning og udlevering af tyske emigranter)

Willi Boller
kom altid efter mørkets frembrud og gik, inden det blev lyst, til sit næste logi. Han forekom mig at være overdrevent forsigtig. Af og til syntes jeg, at han så spøgelser, han gav mig samme indtryk, som et jaget dyr ville have gjort. På sin krop havde han oplevet krigens rædsler i Spanien, jeg tror, han kunne se ind i fremtiden. Tysk skulle der tales, jeg strittede imod, men han blev stædigt ved: Hør dog på mig dreng. Du må lære tysk for at kunne klare dig i fremtiden. Han fortalte mig om noget af sin tid i Spanien; hvorledes regulære tyske og italienske tropper var sat ind med det mest moderne krigsmateriel mod almindelige arbejdere og bønder, som når de skulle storme, f.eks. foretage modangreb, tit blev sendt op af skyttehullerne uden våben. De skulle så prøve at finde dræbte eller sårede kammeraters våben, men, som han sagde, ofte lå man med et gevær, og når man kravlede rundt mellem jamrende og skrigende, sårede kammerater eller ligene, kunne man ikke finde patroner, der passede. Han var bitter.
Luftbombardementer og fly, der i lav højde strøg ned over flygtende civile og spyede deres maskingeværild ud, kaldte han militær træning, som vi kender det fra vore efterårsmanøvrer. Guernica sagde han, var et godt eksempel. Nazisterne gør det helt systematisk. Hvis vore tropper forsøgte at rykke frem for at hjælpe, startede de med at bombe og beskyde folk på de veje, vi skulle passere. Resultatet må du kunne tænke dig til. Når vi nåede disse tusinder af børn, gamle kvinder og mænd, som lå sårede, kunne vi jo ikke gøre andet end at stoppe op, vi havde ikke hjerte til andet end at prøve at hjælpe og lindre deres lidelser. (...)

Krigen kom, Willi forsvinder ud af mit liv for først at dukke op igen i 1943.

Hvad var der sket?
En dansk betjent får mistanke til Willi, undersøger sagen ved i civil at opsøge hans kæreste, som var en utrolig flot, men lidt dum dame. Under trusler tvinger han hende til at fortælle om Willi, og inden vor lille betjent forsvinder, betror han pigen, at han elsker hende over alt på jorden, og går i seng med hende. Det må have været et ret godt knald, for da han vil fortsætte spøgen, anmelder han Willi til sine kolleger i politiets afdeling for særlige anliggender og fortæller, hvor de kan pågribe Willi. To nævenyttige betjente i civil anholder Willi på Enghave Plads, hvor mange mennesker er forsamlet, og højt råber Willi:

Slip mig, lad mig gå, hvis I arresterer mig, vil jeg blive udleveret til Gestapo, de vil mishandle mig. Hvis jeg overlever torturen, vil jeg blive halshugget. Disse to eksemplarer fra det fædrelandskærlige, danske politikorps havde skydern