hesten og den sorte taske.”
Fælles for alle historierne var, at der skulle være tre ting med, og at de altid skulle ende godt.
Ofte nåede vi i øvrigt ikke til slutningen, fordi den ene af os, eller vi begge, faldt i søvn, men det gjorde ikke noget. Vi begyndte bare på en ny den næste aften.
Da vi imidlertid sammen havde oplevet en hel masse spændende ting, og historierne blev flere og flere, kom problemet: Cecilie ville høre nogle af de første igen!
Jeg prøvede ihærdigt at granske min hukommelse, men ligegyldig hvor stor umage, jeg gjorde mig, så blev jeg konstant afbrudt og rettet.
”Nej, sådan var det ikke.”
”Gerda mødte først drengen bagefter, kan du ikke huske det?”
”Kan du overhovedet ikke huske noget?”

Efterhånden overtog Cecilies mor mere og mere min fortælletjans, og efter at min datter fyldte ni år, var det, at jeg følte, at hendes beundring over min fortællekunst blegnede med samme takt, som  rettelserne undervejs i fortællingerne tog til.
Da var det, at jeg en dag blev reddet som historiefortæller:  
”Far, vil du ikke godt fortælle om dengang, du var dreng?”
”Fortæl om dengang du var på børnehjemmet og om dengang, du red på ornen!”

***

Om forfatteren:

Steff Ejlertsen er født i 1944. Efter ti år på Børnehjemmet Kildebjerget og en påbegyndt karriere i Livgarden og på Hærens officersskole skiftede han karriere og blev uddannet lærer fra Hellerup Seminarium i 1970 med linjefagene dansk, historie og religion.
Steff Ejlertsen har, udover sin læreruddannelse, en diplomuddannelse i ledelse samt en supervisoruddannelse fra Kempler Instituttet, Center for familieterapi og efteruddannelse.
I dag er Steff Ejlertsen pensioneret efter 35 år blandt børn og unge, heraf to år som forstander for  efterskolen ved Høng Gymnasium og 15 år som forstander for Faarevejle Fri- og Efterskole.
Steff Ejlertsen holder foredrag og kurser over hele landet og bor ved Glumsø med sin hustru, som er rektor for Midtsjællands Gymnasieskoler i Haslev og Ringsted.

***

Flaptekster:

I disse år diskuteres anbringelse af børn uden for eget hjem ofte. Såvel fagfolk som politikere anfører ofte, at anbringelser er af det onde: De virker ikke, ja børnene får det faktisk bedre af ikke at blive anbragt, hedder det. Hertil kommer, at en del fag- og skønlitteratur ret ensidigt har fortalt om misbrug, vold og overgreb på børn, mens de var på døgninstitution. Stærkest her er vel Knuth Beckers roman ’Verden Venter’ skrevet tilbage i 30’erne. Og der er ingen tvivl om, at denne negative historie er sand. Men der er også en anden sandhed: Om børn som har haft et godt liv, mens de var på døgninstitution, børn som dybest set blev psykisk ’reddet’ af at blive anbragt. En sådan positiv historie er Steff Ejlertsens bog, som står som et ret enestående positivt signalement af den gode døgninstitution. En institution, der var præget af stor omsorg og kærlighed overfor de anbragte børn.

Steff Ejlertsens beretning om ti års ophold på Børnehjemmet Kildebjerget er en beretning om et barn, der på trods af svære vilkår kommer videre i sit liv. Og det er en beretning om helt centrale faktorer som, de vigtige voksne i børns liv ’fyrtårne’, som kan være med til skabe det, som i fagsproget kaldes en mønsterbryder. Og så omhandler bogen det vigtige i at høre til i en gruppe.

John Aasted Halse
Cand. pæd. et. psych.
Autoriseret psykolog

Tidligere formand for Børns Vilkår og
medlem af Børnerådet