Banen var bygget for at betjene landbruget, som næsten frem til lukningen var den vigtigste kunde. Nærheden til landbruget var da også baggrunden for, at den fik øgenavnet ”Bogenseslagteren”. Det skete nemlig ikke så sjældent, at kreaturer og tog stødte sammen med fatale følger for førstnævnte. Desuden var den vigtig for skole- og uddannelsessektoren, for arbejdskraftens mobilitet og for fritidslivet, som det udfoldede sig fra omkring år 1900 i by, på land og ved stranden. De seneste år fungerede den nærmest som en nærbane til Odense. Men banen fik også stor betydning for udviklingen af i hvert fald ét nyt større bysamfund, Otterup, og for forretningslivet i de to købstæder, som banen betjente. Som andre lokalbaner var den nordfynske i mange årtier en helt central institution, som alle kendte, og de fleste benyttede.

Det var i begyndelsen langtfra nogen selvfølge, at Nordfyn og Sletten skulle have en jernbane. Det var heller ikke nogen selvfølge, at den skulle organiseres som et fælleskommunalt aktieselskab, der var etableret for lånte penge. I bogen fortælles derfor ikke blot om banen og dens betydning, men også om interessenterne og selskabet bag.

Ideen har været at tegne et portræt af en offentligt ejet virksomhed, der – som det skulle vise sig – både i planlægnings-, drifts- og lukkefasen befandt sig i et krydspres mellem forventninger, krav og muligheder. I centrum for fremstillingen står derfor banens dagligdag med dens brugere, ledelse og ejere på et bagtæppe af organisatoriske, økonomiske og politiske realiteter.

Det vises, at krisehåndtering i hele selskabets levetid var den måske mest nødvendige kompetence. Gang på gang lykkedes det dog at komme videre, indtil endelig industri- og velfærdssamfundet satte det endelige stød ind.