om alt fra brødpriser til renovation, håndværkslav, tiggeri, luksus og helligdagsorden. Oprindelig blev disse ordensregler vedtaget af hver købstads magistrat i samråd med borgerskabet og håndhævet af kommunale embedsmænd. I løbet af den tidligt moderne periode (ca. 1500–1800) søgte de danske konger i lighed med andre europæiske fyrster at harmonisere lovgivningen ved at udsende et stigende antal politiforordninger med gyldighed for hele riget. Denne udvikling tog fart efter enevældens indførelse, og Christian 5. oprettede en særlig politimyndighed i 1682.

Historikere har traditionelt set det tidligt moderne politi som et redskab til at disciplinere befolkningen og dermed forøge statens magt. Men de senere år har tysk forskning haft mere fokus på undersåtternes efterspørgsel efter ‘god politi’. Denne bog er den første danske undersøgelse af denne problemstilling. I tre nordjyske jurisdiktioner undersøges enevældens oprettelse af et politi fra 1682 frem til tiden omkring 1800. For at belyse politiets urbane aspekt sammenlignes politiforvaltningen i den store købstad Aalborg, den lille landlige købstad Sæby og landjurisdiktionen Børglum-Jerslev herreder. Bogen er samtidig den første danske skildring af det tidlige politis mangeartede opgaver.

Den største del af bogen omhandler Aalborg. Her var der stor modstand mod det nye politis inkvisitoriske metoder, samtidig med at borgerne efterspurgte bedre kontrol af brødpriser, næringsprivilegier, forurening af åerne og ulydigt tyende. Selvom kongens byfoged blev politimester, bevarede magistraten magten over politiforvaltningen. I Sæby udspillede den samme konflikt sig mellem borgerskabet og byfogeden, der her var ene om bystyrelsen. Politi vedrørte primært borgernes velfærd i købstæderne, hvorfor indsatsen på landet mest rettede sig mod at håndhæve forbuddet mod produktion og salg af brændevin uden for byerne. Et landpoliti blev først etableret efter landboreformerne, hvor bønderne også fik status af borgere.