I 1857 kom det femte af træskomager Anders Rasmussens ti børn til verden i den midtfynske landsby Brændekilde. Det stod ikke skrevet i stjernerne, at drengen Hans Andersen skulle blive en anerkendt maler, der kom til at høste medaljer herhjemme og i udlandet, og hvis bedste værker skulle blive handlet for store summer.

Med hjælp fra en velhavende enke kom Hans Andersen på Kunstakademiet og uddannede sig som modellør, men det var som genremaler, han slog igennem – med fødebyens navn lagt til sit eget. Han blev kendt for sine skildringer af livet på landet – ikke mindst indignerede billeder af de fattiges trængsler. Dertil kom smægtende, romantiske scenerier fra forårsskove og rene landskabsbilleder. Han virkede også som portrætmaler og illustrator, ligesom han i perioder arbejdede som kunstnerkeramiker.

Under den anstændige, borgerlige overflade levede Brendekilde i over 25 år et dobbeltliv. Selv om han havde hustru og tre døtre, forelskede han sig i familiens tjenestepige, og de fik en søn sammen. Dobbeltlivet sled på ham psykisk, og han mistede kunstnerisk anseelse, fordi han måtte arbejde meget – og hurtigt – for at brødføde to familier. Da døtrene var blevet voksne, lod Brendekilde sig skille og giftede sig med sin elskede.