men hun indskrev sig først som egentlig litterat, da hun som hortonom blev u-landsarbejder i tidligere portugisisk Guinea-Bissau, 1985-87. Hun lærte sig portugisisk og fik kendskab til nobelpristageren José Saramagos store roman om den forunderlige Passarola. Hun introducerede således med sin oversættelse nobelpristagerens forfatterskab i Danmark, og hun kom siden til at oversætte væsentlige nyere portugisiske værker. Senere kom hun også til at oversætte betydelige bøger fra tysk og fransk. Hun fik Christian Wilster-prisen i 1992 og Oversætternes Ærespris i 2003. Brev fra Afrika – er hendes egen. Hun skriver muntert, kærligt, indsigtsfuldt om livet i en landsby under Ækvator og om arbejdet med agroforestry for Universitetet i Évora i Portugal. Det meste står nu at læse i hendes udførlige og varme breve til venner og familie, i dagbogsnotater og i hendes gamle ven Adrian Bentzons genfortælling af hendes mundtlige beretninger – hun var en storyteller. Mona Hvass (1943-2011) endte som én af Danmarks mest betydelige oversættere. Men hun begyndte som ”gartner” (betegnelsen er hende egen – hun blev i 1985 havebrugskandidat fra Landbohøjskolen). I sandhedens navn skal det dog siges at hun, længe før hun blev ”gartner”, var magister i litteraturhistorie, men hun indskrev sig først som egentlig litterat, da hun som hortonom blev u-landsarbejder i tidligere portugisisk Guinea-Bissau, 1985-87. Hun lærte sig portugisisk og fik kendskab til nobelpristageren José Saramagos store roman om den forunderlige Passarola. Hun introducerede således med sin oversættelse nobelpristagerens forfatterskab i Danmark, og hun kom siden til at oversætte væsentlige nyere portugisiske værker. Senere kom hun også til at oversætte betydelige bøger fra tysk og fransk. Hun fik Christian Wilster-prisen i 1992 og Oversætternes Ærespris i 2003. Breve fra Afrika – er hendes egen. Hun skriver muntert, kærligt, indsigtsfuldt om livet i en landsby under Ækvator og om arbejdet med agroforestry for Universitetet i Évora i Portugal. Det meste står nu at læse i hendes udførlige og varme breve til venner og familie, i dagbogsnotater og i hendes gamle ven Adrian Bentzons genfortælling af hendes mundtlige beretninger – hun var en storyteller.