sin tids meninger og fordomme, men man behøver ikke at være enig med ham i alle henseender for at glæde sig over hans sublime sprogkunst. Cai M. Woel skriver i "Dansk Litteraturhistorie 1900-1950" om ham: "Sprogligt har han lært af både Hamsun og Johannes V. Jensen; som hans øvrige åndelige forudsætninger har man nævnt Boganis, hvem han også har meget fælles med, bl.a. melankolien, men de er alligevel meget forskellige.. hans bøger er virkelig mærkeligt dragende på sindet". ** Pressen skrev om "Breve fra det fjærne": En overraskende Indtryksmodtagelighed og en Evne til sprogligt at fæstne disse Indtryk med Smidighed og Prægnans. Knud Poulsen ejer dette sjældne, som aldeles ikke kan erhverves selv med den taalmodigste Flid, men som er Naturens Gave. (Chr. Rimestad i »København«.) Man leder efter Adjektiver for at karakterisere denne Bog, og man standser ved saa gamle og forslidte Gloser som henrivende og fortryllende - Ord en Anmelder ellers nødig tager i sin Pen. Men det er faktisk dem, der passer bedst. Der er en Friskhed og Umiddelbarhed over den, et ungdommeligt Humør og samtidig en Finsans og Ynde. der er ligesaa sjælden som indtagende. En af de danskeste, en af de mest ægte nationale Bøger, der er kommet i lang Tid. Disse Breve fra det Fjærne er nemlig mere end noget andet en Hymne til Danmark. (Carl Gad i ”Illustreret Tidende”) Hvor er det udsøgt! En hel lille Landvinding for dansk Literatur. (Kai Friis-Møller i »Politiken”.) Yndefuld og sikker Kunst. (Hans.Brix i "Berl. Tid.”) - et Mønster paa Naturiagttagelse - - baaret af et ganske fortryllende Lune og øm Beundring. Fresnfor alt et Sind, der modtager for at gøre andre delagtige i Glæden og Vemoden. (Dr. Poul Levin i » Tilskueren”.