men jeg har en kammerat, der er taget til fange, og det er min pligt at blive, så længe han er i fare. Det kan være, jeg igen kan gøre nytte.
Somme tider drømmer jeg dog om en tilværelse, hvor der er dug på bordet, frugter, spadsereture under lindetræerne, måske en kvinde, hvor man hilser elskværdigt på folk, når man møder dem i stedet for at skyde på dem, hvor man ikke farer vild i tågen med to hundrede kilometer i timen, hvor man spadserer på hvidt grus i stedet for det evindelige sand.
Det er alt sammen så langt væk.

Kærlig hilsen
Antoine