Juby, 1928

Kære lille mor

I den sidste tid har vi udrettet fantastiske ting. Vi har eftersøgt nogle forsvundne kammerater, bjerget en flyvemaskine osv. Jeg er aldrig gået ned så mange steder, har aldrig før sovet i Sahara eller hørt kuglerne fløjte.
Jeg håber stadig, at jeg kommer hjem i september, men jeg har en kammerat, der er taget til fange, og det er min pligt at blive, så længe han er i fare. Det kan være, jeg igen kan gøre nytte.
Somme tider drømmer jeg dog om en tilværelse, hvor der er dug på bordet, frugter, spadsereture under lindetræerne, måske en kvinde, hvor man hilser elskværdigt på folk, når man møder dem i stedet for at skyde på dem, hvor man ikke farer vild i tågen med to hundrede kilometer i timen, hvor man spadserer på hvidt grus i stedet for det evindelige sand.
Det er alt sammen så langt væk.

Kærlig hilsen
Antoine