Det var til en fest sammen med sine venner, at min højtelskede syttenårige datter valgte at tage sit eget liv ved at springe ud fra en altan på 5. sal. Brevet til min datter startede som en hilsen til hende, hvor jeg fortæller, hvordan mit liv med ét blev forvandlet til et helvede. Hvordan jeg følte, tænkte og reagerede i mange situationer. Og hvordan jeg vælger at se kendsgerningerne i øjnene og tage kampen op i stedet for at slippe taget og forsvinde fra virkeligheden og den smerte, som truede med at tage livet af mig.

»Klokken er mange, og jeg skal på job i morgen. Jeg er i et fantastisk humør. Det er bare så livsbekræftende og skønt. Langt om længe. Jeg tænker tit på dig, men smerten og sorgen er ikke så smertelig mere. Min kamp er begyndt at bære frugt. Jeg er ikke så tung og dybsindig mere. Jeg glæder mig over mit liv, min pragtfulde og enestående søn, mit arbejde, min familie og min vennekreds. Vi er alle raske, jeg har en bolig, et job – og solen skinner. Jeg har godt nok mistet dig min dyrebare datter, men jeg har stadig en masse værdier i mit liv, så livet er dejligt trods alt. Hold da op, hvor kom det fra? Hmm, der er jo masser af mennesker, som har det værre end jeg.«