Henrik Munk ved det ikke. Han ville bare gerne starte den antikvitetshandel, han så længe har drømt om, og det kunne endelig lade sig gøre, fordi han har arvet sin mosters gamle hus med alle klenodierne. Men nu prøver politiet at rejse drabstiltale mod ham. Måske er han endda skyldig i det. Han mener det ikke selv, men hans historie stemmer heller ikke overens med alle andres. Maskinpistolen og den famøse familiefest har deres eget liv, alt efter hvem der forholder sig til dem. Henrik troede, han kendte sit liv. Han tog fejl. Katastrofalt.     

 

Uddrag af bogen 
”Nødværge, som De kaldte det, det straffes vel ikke?”

”Det er der sikkert nogen, der har fortalt Dem. Men så enkelt er det ikke. Først og fremmest vil man vurdere faren, De befandt Dem i. Nogen vil sige, at De bare havde fået en omgang tæsk. De var sikkert blevet både gul og blå over hele kroppen, måske havde De brækket noget – eller fået en hjernerystelse. De regnede med, at han ville slå Dem til invalid, måske slå Dem ihjel. Så skal de magtmidler, der anvendtes, vurderes. Over for ham, der stod med en baseballkølle, stod De med en maskinpistol. Et 9 mm fuldautomatisk våben, Munk, som De havde et indgående kendskab til. Det gik ikke af ved en fejl. Teknikerne udelukker en fejlfunktion. Sagde De under forhørene, at De trykkede på aftrækkeren?”

”Jeg sagde, at jeg dræbte ham.”    

 

Om forfatteren
Jon Havsteen Zimsen (1929-2015) var uddannet socialrådgiver, men brugte størstedelen af sit arbejdsliv som personalechef i den private sektor. Han var en ivrig debattør og skrev passioneret om arbejdsmiljø. Hans skønlitterære oeuvre fokuserede på den moderne mands psykologi og identitetsproblemer.