og slår op på en tilfældig side og er straks inde i romanens umådelige rum. Opslugt af teksten som af en gobelin, vævet i talrige farver og mønstre. Jeg bruger På sporet... dels til at komme ind i sprogets magiske verden ved hjælp af romanens overflødighedshorn af sanseindtryk og refleksioner, og dels for at samle mod: »Når Proust kan skrive sådan, kan jeg også«. Jeg mener selvfølgelig ikke at jeg ønsker at skrive som Proust. Han er ikke noget litterært forbillede. Dertil er han for monumental og enestående. Men jeg stiller ind på hans bølgelængde for at blive inspireret af hans æstetiske radikalitet og frygtløshed og for at åbne mine sanser mod verdens vrimmel og derefter blive ført bagom tingenes virkelighed ind i den anden verden, helt ind i uendeligheden som er kunstens hjemsted.«