i mødet med modtageren. Derfor har forfatteren gjort sin fortælling så overmættet med billeder og metaforer, at læseren tvinges til selv, at skabe den bagvedliggende mening. Fortællingen har ikke blik for trivialiteter, men kun for "det væsentlige", der er de (tanke-)konstruktioner der gengives i forvrængede former (og som kan ses som forsøg på at føre disse ad absurdum) for at virkeligheden (måske) kan fremstå desto tydeligere. Modstillingen af tænkning og væren kan ses som fortællingens primære omdrejningspunkt.

Fortællingen indrammes af to parallelle historier: historien om jeg, en person, der er taget til en fremmed by og lever i nutiden; og historien om han, en person, der vågner op i en fremmed by, og som lever i datid (men ingen erindring har om sin fortid). Fortællingen kulminerer i en samtale mellem jeg og han.