BYENS UDSTØDTE bryder med den eksotiserende vinkling i den offentlige diskurs og den konventionelle forskning og tager os med ind i Chicagos sorte ghetto og Paris’ afindustrialiserede banlieue’er, så vi kan se, at den urbane marginalisering ikke er den samme overalt. Bogen trækker på et væld af kilder: Fra feltstudier og surveys til historiske data. Loïc Wacquant viser, at årsagen til nedsmeltningen i den amerikanske bykerne efter 1960’erne ikke skal findes i fremkomsten af en “underclass”, men i statens og markedets fælles tilbagetrækning – en tilbagetrækning, som er fostret af offentlige politikker, der privilegerer racesegregering og opgivelsen af bykernerne. Omvendt er udbredelsen af “ekskluderede” områder i de europæiske byer ikke et varsel om ghettodannelse. Den er et resultat af den opløsning af arbejderklassekvarterer, som finder sted på grund af presset fra massearbejdsløsheden, udbredelsen af løsarbejde og den etniske blanding af befolkningsgrupper, der hidtil har været segregeret, og det afføder nogle urbane formationer, der snarere er “anti-ghettoer” end gehttoer.Wacquants sammenligning af USA’s “sorte bælte” og Frankrigs “røde bælte” demonstrerer, at de statslige strukturer og politikker spiller en afgørende rolle for artikulationen af klasse, race og sted på begge sider af Atlanten. Den afslører også udkrystalliseringen af et nyt marginaliseringsregime, der er næret af lønarbejdets fragmentering, socialstatens nedskæringer og koncentrationen af forarmede kategorier i stigmatiserede områder – kategorier, der er frataget et formsprog, som kan udgøre et afsæt for at formulere positive kollektive identiteter og gøre fordringer overfor staten gældende. Disse ringeagtede distrikter er ikke blot efterladenskaber fra en svunden økonomisk epoke men også kuvøser for det sårbare proletariat, der opstår under den neoliberale kapitalisme. BYENS UDSTØDTE kaster nyt lys over den eksplosive blanding af tiltagende elendighed, ufattelig rigdom og betændt gadevold, der er genopstået i den vestlige verdens storbyer. Bogen tydeliggør de forskellige kausale veje og erfaringsmæssige former, som tilbagetrækningen har antaget i henholdsvis den amerikanske og den franske metropol, og derved bidrager den med nogle uvurderlige redskaber til at gentænke den urbane marginalisering og genoplive den offentlige debat om social ulighed og medborgerskab ved det 21. århundredes begyndelse.