der givet hans ´karriere´ under nazismen nu er uløseligt forbundne.

Vi indleder temaet med to biografiske artikler, om Schmitts liv og værk op til 1945 og om hans liv og indflydelse efter 1945. Derefter følger tre artikler med Heidegger som medfigur nemlig et brev fra Heidegger til Schmitt, en artikel om forholdet mellem Schmitt og Heidegger og en udfoldning af dialogen mellem Schmitt og den tyske historiker Reinhart Koselleck. Dernæst diskuteres den spændende konfrontation mellem Schmitt og idéhistorikeren Hans Blumenberg, hvorefter en tale Schmitt holdt som nazismens repræsentant i 1936 udlægges sammen med diskussionen af hans forhold til Norberto Bobbio.

Slagmark bringer også et brev fra Leo Strauss til Schmitt, der kritiserer hans begreb om det politiske, og Hans Morgenthau fortæller om sit møde med Schmitt. Herefter har vi to tekster om den franske læsning, først Derridas kritik af Schmitts politikbegreb og dernæst Raymond Aron og Alexandre Kojève, der diskuterede med Schmitt om verdenspolitikkens fremtid og historiens afslutning. Hernæst bringes et brev af Walter Benjamin til Schmitt, og temaet sluttes af med en artikel om venstrefløjens læsninger af Schmitt.