dele. Stemmen samler sig uformående mod en hadefuld overstadighed, hvor næring betyder gift og skabelse betyder destruktion.

Se Følge. Jeg kunne mumle så mange varme Bjæf om det rige Skin, det gyldne grums fra Solnedgangen, der kæles nedad i den grå mark kaldet asfalt, mellem de polerede Mure.

Kunne mumle så mange hvalpes vrede Bjæf imod Halsbåndet over deres skuldre. Gyldenvarmt.

Kunne mumle Skin Rige over det faldende gyldne sol ventende over Zootårnet, stillesagte førend mørket kværker. Et Skin sået Lys af os orange skumklart, Søjler af Varme fra vores Bjæf, så rigt stablet af sovende hvalpes bunke.
Kapitlerne omfatter en del forskellige genrer, og Cassandra har både spor af poesi, korttekst, prædiken, essayistik og profetiske syner. Hver tekst er opløst i et anakronistisk særsprog. Man rives ind og ud af et faux-kierkegaardsk dansk, panskandinavisk, oldgræsk og klange, der kun tilhører afgrundens støj.

Særsprogets stemme påkalder sin egen støj og selvmodsigelse. Bag den vævede tekst findes en psykologi, splittet ad mellem ungdomsminder, argumenter og rablerier. Denne "Cassandra" når næsten at fremkomme, men er forudbestemt til kollaps som alt andet i fortællingen, når stemmen flænses, brændes eller knuses.

Selve Cassandras bøger er fragmenter af denne stemme. Nogle handler om minderne før profetierne, andre fremmaner dystert had, andre fortæller om den uundgåelige undergang, nogle beskriver et magisk kollaps, der allerede er sket. Det er en bog af kontraster i kor, der kan læses forfra, bagfra, tilfældigt eller som opslagsværk.

Et særegent og dybt nødvendigt arbejde.