Cecil Bødker som Arena-modernist viser, hvordan Bødker i 1960’erne ydede et banebrydende bidrag til Arena-modernismens fornyelse af romangenren i dansk litteratur. Hendes værker forbinder sig æstetisk stærkt med europæisk prosamodernisme, og de gør det vel at mærke på en original måde. Med tyngde og lethed skriver Bødker i intens dialog med og selvstændig forlængelse af Samuel Beckett. Hermed foregriber hun i vidt omfang ikke mindst Per Højholt.
I Cecil Bødkers glemte, radikalt eksperimenterende roman Pap (1967) føler man sig som læser umiddelbart fascineret og underholdt, og samtidig vækkes eksistentielle spørgsmål om identitet, sprog og subjektivitet såvel som spørgsmålet om, hvad en roman egentlig er.

Med denne udgivelse ønsker Hanne Godtfeldt at bane vej for en anerkendelse af Cecil Bødkers oversete indsats. Og i et større perspektiv håber hun, at bogen kan bidrage til at ændre den endnu vedholdende tendens til, at litteraturhistorien skrives over fortrinsvis mandlige forfatterskaber.