Det er en kølig og klar midsommernat. København sover, også kongen i sit slot. Klos op ad slottet rejser det massive Blåtårn sig truende mod den lysende nattehimmel. I sin celle stirrer Christenze op mod det lille vindue, der har indfanget lidt af månens lys, og hun håber at få et sidste glimt af den. Kammerjomfruen har bedt hende om at lægge sig og få lidt hvile, men hvem vil tilbringe den sidste nat i sit liv med at sove. Hun er helt rolig og frygter ikke døden. Det vil være den eneste rigtigt storslående begivenhed i hendes liv, når kongens mand med det blanke, skinnende stål skiller hendes hoved fra kroppen. Hun er jo trods alt adelig, så han kan ikke brænde hende på bålet, kongen, selvom han nok helst havde set, at de frådende flammer fik fat i hendes kødelige krop. Christian d. 4., der har kastet sig ud i halsløse krige og kæmpemæssige bygningsværker, han frygter hende mere end noget andet, fordi han tror, hun er en heks.