"For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er. Hvor fattigt og indholdsløst er ikke vort Liv imod deres?"

Den unge Clara Raphael er flyttet fra storbyen til provinsen for at være guvernante. Herfra skriver hun breve til veninden Mathilde. I brevene beklager hun sig over det kedelige og småborgerlige liv på landet, hvor ingen tilsyneladende deler hendes tanker om politik, litteratur og kvindernes underkuede position i samfundet.

Clara Raphael kæmper med liv og sjæl for ”damernes emancipation”, men da hun forelsker sig i Axel, kommer hun i tvivl om, hvorvidt ægteskabet kan forenes med ønsket om frigørelse.

Brevromanen udkom anonymt i 1851, men var skrevet af den dengang tyveårige Mathilde Fibiger (1830-1872). Bogen vakte opsigt og diskussion, da den udkom, da det var første gang, at en kvinde offentligt italesatte ligestilling mellem kønnene.

Bogen er udgivet med datidens sprogbrug og stavemåde.

Mathilde Fibiger (1830-1872) var en dansk forfatter og kvinderettighedsforkæmper. De feministiske holdninger, der kommer til udtryk i hendes debutroman, ”Clara Raphael - Tolv breve”, skabte megen røre i det danske samfund. Bogen blev udsat for sønderlemmende kritik fra andre forfattere såvel som publikum generelt, hvorimod N.F.S. Grundtvig forsvarede den og kaldte den ægte dansk og ægte menneskelig. Som svar på den negative kritik udgav Mathilde Fibiger et forklarende skrift om kvindefrigørelse og en novelle, som viste de uretfærdige forskelle på de to køns vilkår.