så naturligt og selvfølgeligt som en drøm for i denne amorfe tilstand at finde en intimitet, der hverken er udtryk for inderligt at blive berørt af guds ånd, af poesiens, filosofiens eller politikkens ånd eller den moralske sjæls væsen eller andre eksempler på dybe indsigter og lidenskabelige overbevisninger, men tværtimod er en vedvarende udsættelse og undvigelse af disse vrængbilleder, kræfter og institutioner og deres kuende former og dominerende indgreb i livet.

Bogen består af længere essays, dagbogsnotater og mindre udkast og skitser, som foretager et tværsnit gennem det 20. århundredes kunst og litteratur. Udgangspunktet er en tilstand af personlig udmattelse, som sættes op mod erfaringer fra det 20. århundredes litteratur, hvor en ganske lille ændring af skriftsproget fremtvinger erfaringer, der minder om religiøse, mystiske traditioner. I et essay om maleren Francis Bacon anvendes drømmen som et eksempel på en lignende kraft, der overmander én, så drømmeren aldrig kan sige jeg tænker, kun opleve, at der tænkes eller drømmes gennem mig. I et essay om Andy Warhols tegninger og deres reduktion af menneskefiguren til en følsom streg følges en tilsvarende reduktion gennem det 20. århundredes nihilismediskussioner og minimalismen i 1950’erne og 1960’ernes amerikanske billedkunst. Dertil kommer en række mindre teksters gennemspilning af beslægtede temaer: Simone Weils selvskabende og selvskadende adfærd, T.S. Eliots feber, Iris Murdochs generthed, fotografiets og fotografens synlighed, selvbillede og selvblindhed. Samlet set står bogens tekster for en dramatisk omvending af den litterære og kunstneriske arv fra det 20. århundrede og en nyorientering mod erfaringer, der stadig venter på deres sprog.  

Om tidligere bind i Thykiers essayserie skrev pressen – dengang der var en presse, der skrev om den slags – at serien placerer Thykier “på en platform helt for sig selv, i en essayform skabt af ham selv, som (…) uvægerlig må aftvinge respekt” (Erik Skyum-Nielsen), og at det er nærmest groft uetiske tekster “hinsides enhver forestilling om, hvordan kritik kan se ud, (…) jeg tror aldrig, jeg har læst noget lignende” (Tue Andersen Nexø). Serien blev indledt med Entré (2009), som består af tre forord til eller grundrids af serien, og fortsatte med Sub rosa (2013), om skriftlige og intime fællesskaber uden for litteraturens reservat, Fanculo crepa (2015), om behovet for et akategorisk forhold til seksualitet og sensibilitet i liv, litteratur, kunst og filosofi, og senest Dias (2016), om litteratur og kunst, der udøver slitage på litteraturens og kunstens institutioner.