omkring årtusindskiftet af en ældre, halt professor. Forholdet udvikler sig og snart kommer professoren som fast gæst hver uge. Med kastanjetræets lysegrønne blade uden for det åbentstående vindue i hendes værelse går lektionen ud på at ligge mellem lagnerne og læse Ovids latin. Fra Ovid kommer også den kvinde, professoren er betaget af og som spejles i titlen: Det er Corinna fra Ovids første og mest erotiske digte: Amores.

Men professorens betagelse af Corinna og hans besættelse af den romerske oldtid og episke digte smitter af på den unge kvinde. Gennem de grå ringe af stær i professorens øjne ser hun tilbage gennem tiderne og Ovids passioner. Hun tager Corinna til sig og begynder at se en tvillingeverden gennem sit eget og en romersk elskerindes blik.

Forholdet varer elleve år og som tiden går, kan hun ikke længere skjule sine egne problemer. Dobbeltlivet, afhængigheden, og den nye, mærkelige oplevelse det er for hende at skrive ting ned i de kinabøger, hun bruger til at holde styr på sine aftaler. Det er kinabøgerne, der sammen med Ovids Amores senere kommer til at udgøre råstoffet for denne voksende digtfortælling.

Corinna og jeg er en trekant af Ovid, heroin og poesi. Hvor første dels centrale tema er Ovids digte og professorens tragikomiske væsen, fokuserer anden del, Kastanjely, på fortællerens hårde afvænning. Her findes blandt andet en suite ”Metadonsonetter”:

Det er en kunst at blande heroin og kokain.
     Ingen skal sige andet. Der er kunstnere
iblandt os: dygtige hænder, som blander
     pulvere, så de racer side om side i det kapløb,
enhver junkie afholder i sine hullede blodbaner.
     Du er lodret åndssvag, hvis du ikke tror
på den metafor. Det var den første linje, jeg nogensinde
     skrev, og den er lige så klodset som den er ærlig:
En ny hånd fordeler de små bunker på spejlet, min hånd,
     kan du høre, hvordan barberbladet skrider,
og jeg lægger alt for meget i ordene: gylden tjære,
     optursnektar, mudderslik, sød smat, honeyball.
Og når linjerne bare er fulde af lort? ”Det er som metadon,”
     sagde min roommate: ”Alting smager af prosa.”

Det er et konkret og sanset vidnesbyrd fra en af livets mere smertefulde ’afdelinger.’ Man kommer til at tro på, at der er kunstnere iblandt os. Man tror på den hjælpeløshed, hvor barberbladet skrider henover et arret spejl.

Tredje og sidste suite har titlen Den ny tosomhed og beskriver fortællerens ’genopstandelse’ på den anden side af afhængigheden gennem en sansemættet rejse til Cairo. Det er også her, år efter professorens død, at Pia Busk samler trådene i digtsamlingen. Det er nært, fuldt af dufte og flodvand – man får selv lyst til at rejse dybt ind Cairos garverier, hvor Gud går rundt blandt huderne og holder styr på sjælene på et regneark sin MacBook Pro.

I den forstand er Corinna og jeg en utraditionel rejseguide til underverdenen og op dernede fra og ud i livets skærende lys. En tredelt bevægelse og en indsigt i et liv, der ellers sjældent løfter stemmen. En historie om en kvindes emancipation gennem den klassiske litteratur.

Pia Busk debuterede i 2015 med Grotten, som tegnede et sprogligt kort over halvt gemte kælderadresser i København og omegn. Det var en mørk seksuel historie fuld af gru og litterære allusioner, men også en fortælling præget af underverdenens sært karske lyriske jargon.

Med Corinna og jeg får vi hele baggrundshistorien med.  billedkunstneren Troels Carlsen, der også lavede omslag til debutbogen Grotten, har til Corinna og jeg lavet både omslag og vignetter, hvor han behandler temaerne i sin originale streg.