rocksange baglæns, haj-angreb og swamp metal. Til sidst fandt vi et clip med Charles Manson, der var dateret 1969-70. Den lille mand med langt hår, fuldskæg og et X i panden plaprede løs om, hvordan han var blevet korsfæstet af samfundet, og at han ikke havde gjort andet end at samle de uønskede børn op og give dem kærlighed. Da klippet var færdigt, begravede Charlie sit hoved i hænderne, og jeg kunne se tårer, der løb ned ad hans kinder. ”Er du ok?” spurgte jeg. ”Ja, ja,” sagde han og tørrede tårer af sine kinder, ”det er bare så smukt, det han siger…” Ugen inden havde jeg vist det samme clip til min lillesøster. Efter et minut eller to havde hun sagt: ”Jeg kan altså ikke se, hvad der er så specielt ved ham. Han er jo bare en BUMS.”  

Charlie og Julian lever et liv fyldt med obskure hallucinogene planter og Bjørnebryg. De kaster sig ud i den ene fornedrende og kaotiske situation efter den anden, hvor grænsen mellem det tragiske og det komiske kan være svær at trække. En amoralsk og humoristisk fortælling om en ungdom, der ikke nærer meget håb til fremtiden.