Der findes et gammelt krigermotto: Embrace The Suck. Min næstkommanderende havde det påsyet som emblem på sin rygsæk. Det kunne jeg godt lide ham for. Det er nemlig den barske og sande metode til at overleve. Det handler om at omfavne. For uanset hvad lever infanterister i The Suck – midt i lortet. De bliver skudt på. De mangler søvn. De får ikke ordentlig mad. De er altid beskidte. Hvis man kan omfavne alt det, så stiger chancen for at overleve, også mentalt. Og det er jo det, krig handler om. At overleve. 157 unge soldater fra Livgarden var i 2010-11 indsat som forreste enhed dybt inde i Afghanistan, i den heftigste, mest blodige fase af krigen mod Taleban. De var drengene fra Charlie-kompagniet, hurtigt kendt på slagmarken som Crazy Coy. Et broderskab af dristige danske krigere, der gennem seks måneders guerillakrig udmanøvrerede fjenden i et frodigt bælte i Helmand-provinsen. Og løste en næsten umulig mission. I denne bog fortæller kompagnichef Eskil Berger historien om Charlie – og om sig selv. Det er en ukrukket, ærlig historie om en ung, kantet halvindvandrer fra betonghettoen Værebroparken, der fik en chance i Forsvaret og fandt sin livsbane. Om en kompromisløs, knalddygtig soldat, der blev fører i Livgarden. Om ansvaret, loyaliteten og korpsånden i spidsen for et kompagni i krig. Og om den såkaldte Dummebødesag, der bragte Eskil Berger hjem fra Afghanistan i vanære – indtil han blev renset for anklagerne om pligtforsømmelse og i stedet dekoreret med Anders Lassen-legatet.