kan holde en tekst så stor, at man ikke ville kunne fastholde den i sin bevidsthed. Denne fornemmelse minder om følelsen af noget meget større, af et ’herfra og til evigheden’, og begge dele går igen i værkets tematik, teknik og samlede form.
I værket står menneskehedens amokløb som en gennemgående klangbund, hvis acceleration truer med at sprænge menneskene og verden. Den grådige genvej til enden står i kontrast til naturens små cirkler og århundredeåndedrag. Bevægelser, der er så små, langsomme og stille, at vi døve står udenfor eller netop aner musikken. På den måde er samlingen på alle tre niveauer (naturens, menneskets og kulturens) en altfavnende gestus, der vil have det hele med.

Teksterne er kalejdoskopiske og polyfoniske. Der er ikke én stemme eller læseretning, men et felt eller netop felter. Det betyder ikke anything goes, da de mange betydninger står som små forskydninger, som mulige mutationer og vibrerer omkring teksternes motiver. Når vi som mennesker virkelig lytter til fx et indtryk, et ansigt eller en samtale, er der altid flere mulige betydninger tilstede på samme tid. Små mulige eller samtidige nuancer, der ikke helt kan kollapses til ét stabilt budskab. Det er i dét rum, teksterne befinder sig, hvor der frem for én fortælling er en konstant bevægelse hen imod betydning.