Daniel og Kirsten er henholdsvis svigersøn og datter til Nanna. På fire år bliver Nanna tiltagende dement. Vi følger dem over tid, hvor opgaverne for Daniel og Kirsten med f.eks. indkøb, lægebesøg, apoteksbesøg, samtaler med kommunen og hjemmepleje af Nanna bliver flere og flere.   

Daniel og Kirsten har svært ved at leve deres eget liv. De bliver “minidemente” efter besøg hos Nanna, og deres alkoholindtag bliver alt for højt.   

Det er en bog skrevet med stor ærlighed. Den tager emnerne griskhed og egoisme op som en naturkraft, der sætter i gang for de voksne børn, når forældregenerationen vender op og ned på verden. Dårlig samvittighed bliver de pårørendes mellemnavn.

Sidst, men ikke mindst, kører der hele vejen igennem bogen en debat om, hvorvidt det er den demente eller samfundet, der skal tage de vigtige beslutninger i den dementes eget liv.       

Mor kigger ikke på mig. Det er svært at komme i kontakt med hende i dag. Hun er optaget af noget helt andet, for hendes blik følger et eller andet ude på fællesgræsplænen, der ligger i forlængelse af hendes lille terrasse udenfor hendes plejehjemsbolig.    

– Har I set Bob? spørger hun Daniel og mig. Daniel og jeg kigger på hinanden, og ingen af os besvarer spørgsmålet. 

– Se, der er han. Han føjter rundt, tilføjer hun. Min mor slår ud med armene.    

Så falder 10-øren for os. Bob er en robotplæneklipper og min mors nye ven.