Det er ikke nemt at gå fra tilværelsen som eremit til tosomhed. På en måde er det lidt ligesom hans samtaler med bonsaitræerne; efterhånden som relationen vokser, bliver det sværere og sværere at abstrahere fra den. Han får arbejdet mindre på projektet, selvom Livas tilstedeværelse i det mindste ser ud til at have givet det en form for retning. Træerne bliver heller ikke beskåret så ofte og så omsorgsfuldt, som de plejer, og deres hævn er frygtelig: konstant hakken, hvisken, bagtalelse. Efterhånden må han stille dem så meget i profil, at de står mere med bagsiden end forsiden fremad for at kunne holde det ud.