"Dæmpede Melodier" fra 1875 er på mange måder en splittet bog. Den oprørske og ligefrem revolutionære ånd, der strømmer gennem debutsamlingen tre år tidligere er stadig til stede i digte om, at krigene kun er magthavernes røvertogter, og soldaterne skal lægge våbnene fra sig og slutte sig sammen - og ikke mindst i det lange digt om den sidste Sortfod, som missionæren fortæller om, hvordan de kristne lever i fred og broderskab, hvorefter indianeren med mange eksempler viser ham, at det ikke er sandt - at de kristnes verden er fuld af løgn og bedrag. Men samtidig rummer "Dæmpede Melodier" digte om tidligere århundreders krige, hvor krigsbegejstring og patriotisme lyser ud af versene. Og midt i det hele finder man et af Drachmanns allersmukkeste lyriske digte - Improvisation ombord - med linjerne: Daggryets Gud vi ofrer vinens glød / Til dig en hymne efter vinen følger / Og slår vor time, giv os da en død / som Shelleys i Toscanerhavets bølger".