Morten Nielsen er en ung dansk digter, der døde, inden han rigtig blev digter. Han døde som godt 22-årig, midt i den danske modstandskamp mod den tyske besættelse 1940-45. Det vides ikke, hvad årsagen var eller hvem der var ophavsmand til det skud i brystet, der dræbte ham en augustdag, nogle måneder, inden krigen sluttede.
I forbindelse med 70-året for befrielsen kan Det Poetiske Bureaus Forlag udsende et bind af Morten Nielsens særdeles læsværdige dagbøger.
Arne Herløv Petersen har skrevet et grundigt forord og introduktion til Morten Nielsens dagbøger, hvor han beskriver selve bøgernes historie – vi har blot fragmenter af dem og trækker nogle tekster frem:
»Jeg er Morten Nielsen. Eller Karl Nielsen. For nogle er jeg kun en brik, i nogles bevidsthed er jeg sønnen, ham der skal bringe det videre – for andre igen er jeg den unge mand, der har skrevet en novelle og nogle digte, der burde trykkes.«
I teksterne møder vi et menneske, der sætter ikke alene krigen, poesien, ungdommen, kærligheden og Danmark dengang i skarpt perspektiv, men også viser os noget om et liv uden digitale hjerner ved hånden. Det er et ganske smukt liv, til trods for al hårdheden. Det viste sig også at være et tragisk liv.
