ser i avisen, op i en notesbog med forskellige farver. Den røde er for mord, gul er for sygdomme, grøn for ulykker og den lilla er for naturkatastrofer. Det bliver ikke bedre af, at hendes mor i løbet af sommerferien skal arbejde rigtig meget i sin restaurant, og en dag kommer hjem med en savlende, beskidt hund, kaldet Buller, i forsøget på at engagere Majken i andet end katastrofer og tvinge hende uden for lejligheden. For sin mors skyld bestemmer Majken sig for at lade Buller blive. I hvert fald for et stykke tid. Men ingen skal tro, at det er, fordi hun synes, han er sød. Ingen der spiser lort, kan være sød! Gennem en sommer lærer den i udgangspunkt skeptiske og ensomme, men også coole pige at acceptere virkelighedens realiteter bl.a. gennem mødet med hendes positive modsætning drengen Calle, som altid er glad og positiv. Dagens katastrofer er trods den alvorlige historie om, hvor vigtigt det er, at man opfatter og erkender børns følelsesreaktioner, også fuld af underspillet humor og en tro på, at livet er fantastisk. Cilla Jackert har skrevet manuskripter til en række populære svenske tv-serier og spillefilm. Bl.a. spillefilmen Känn ingen sorg, som bygger på den svenske sanger og sangskriver Håkan Hellströms tekster og musik. Jackert modtog i 2013 det svenske forfatterforbunds debutantpris for Dagens katastrofer. Målgruppe: 9-12 år FØRSTE KAPITEL Med sort tusch skrev Majken 12. juni, og lige nedenunder skrev hun med rød tusch: Kvalt i sengen af sin kæreste. Hun var tilfreds med sit farvevalg. Rødt virkede logisk til mord, de andre farver havde hun spekuleret lidt mere over, men nu havde hun besluttet sig. Brunt til sygdomme, lyserød til mishandling og røveri, gult til mishandling af børn, grønt til ulykker, blåt til ulykker, hvor børn var involveret, lilla til naturkatastrofer, gråt til miljøkatastrofer, orange til alle andre og mørkerødt til alle andre, hvor børn var involveret. Så nu skulle hun altså skifte til brun. Med brun, vandbaseret tusch skrev hun derefter: Sådan kan man kende de farlige pletter. Brunt til sygdomme. Brunt til ækle pletter, som voksede anderledes end resten  af kroppen. Pletter, som voksede sådan, at man ikke engang kunne glæde sig over, at resten af kroppen var vokset så me- get, at man måtte komme op i alle forlystelserne på tivoliet Gröna Lund. Majken gik ud til spejlet i entreen. Det fungerede også som opslagstavle for alt det, hendes mor skulle huske, men som regel glemte. Hun tog sin bluse og bukserne af, og så studerede hun sit eget billede i den del af spejlet, som ikke var dækket af hendes mors regninger, indkaldelser til tand- lægen og det gækkebrev, som Majken havde lavet i SFO’en, men aldrig havde fået sendt til nogen. Ved første øjekast så hendes krop præcis ud, som sidste gang hun havde tjekket sin hud, hvilket var i sidste uge, men eftersom de farligste pletter voksede hurtigst, var det bedst at tjekke meget ofte. Der var de samme blålige blodårer, der bredte sig lige- som filtret garn rundt på hendes tændstiktynde ben. Det var også de samme smalle hofter, den udstående navle og flade brystkasse, som ikke havde skyggen af buler, selv om Maj- ken snart fyldte tolv år. Det var de samme knoklede knæ og spidse albuer, og fødderne var så store, at man skulle tro, de tilhørte en person, som var tyve centimeter højere end Majken selv. Hun tog et hurtigt kig ned i trusserne, men også dernede så det fuldstændig lige sådan ud som i sidste uge. Bart og en lille smule nopret. Lidt ligesom en kylling i supermarkedets kølemontre. Selv om Majken ikke kunne lide kyllinger, i hvert fald ikke at spise dem, fordi hun vidste, kyllinger blev tvunget til at vokse så hurtigt, at deres små ben næsten ikke kunne bære de overfodrede kroppe. – Se her, sagde Majken til sin mor og samlede en lille fedtet fjer op, som engang havde været hvid og siddet på en kylling, som ikke forstod, at dens liv skulle slutte en helt almindelig onsdag aften i en helt almindelig lejlighed, som lå i en af de mest forblæste gader i den del af Stockholms indre by, som bliver kaldt Sibirien. – Ja. En kylling er en fugl, og fugle har vinger, sagde hen- des mor og tog et lår og begyndte at gnave af det på en måde, som fik hende til at ligne en af de rotter, som plejede at smovse i madresterne efter folks skovture i Hagaparken. Kyllingefedtet sivede ud mellem hendes fingre, og hun slikkede det af, inden det nåede ned til vielsesringen, som hun stadig gik med. – Jeg spiser ikke kylling mere, sagde Majken. Hendes mor lagde det lille, afgnavede lårben ned på tal- lerkenen og tørrede fingrene grundigt i et stykke køkken- rulle, samtidig med at hun med tungen ledte efter madrester mellem tænderne. – Nå, lad os så se. Du spiser altså ikke kylling. Ikke svin, ikke nødder, ikke rejer ... – Ikke kæmperejer, og det burde du heller ikke gøre, ret- tede Majken hende. – Ikke kæmperejer, ikke fisk, som ikke er godkendt af Naturfredningsforeningen. Ikke ris, ikke vindruer, ikke tun- fisk, ikke peberfrugter, ikke æg, ikke noget, som er pakket ind i plastic eller i dåser. Ikke det og ikke det og ikke det. Der er snart ikke meget tilbage at spise for dig, Majken. – Det drejer sig ikke om mig. Det drejer sig om verden. Moderen havde taget tallerkenerne ud, og bagefter hav- de de under total tavshed spillet to partier Yatzy, som Maj- ken vandt. Da hun senere samme aften lå i sin seng, var hendes mor kommet ind og havde sat sig på sengekanten. Hun havde ordnet lidt i bunken af sovedyr, som stod op ad væggen, lagt dynen til rette omkring Majken og klappet hende på kinden med en hånd, som var ekstremt tør og ru efter alle de timer, dage og år i restaurationskøkkenet. – Det er ikke din skyld, havde hendes mor sagt med grø- det stemme. – Det tror jeg heller ikke, havde Majken svaret, ligesom hun plejede, hver gang moderen sagde den slags. Hvordan skulle det kunne være hendes skyld? Hun var jo kun elleve år, og hun havde ikke kunnet nå at spise så man- ge år, at det var på grund af hende, at den fisk næsten var udryddet ved overfiskning. Så vidt hun kunne huske, havde hun faktisk aldrig spist ål, fordi den så megaklam ud. Selvfølgelig var det ikke hendes skyld. Men sådan skulle det altså også blive ved med at være. Majken flyttede blikket fra de flade brystvorter og op til halsen og nøglebenene. Først studerede hun grundigt det venstre, som stak ud på en måde, der ikke så specielt sundt ud, men alligevel var det. Majken havde selv spurgt skole- lægen. Faktisk to gange. Hvis det ikke var tre. Det venstre nøgleben var i hvert fald totalt pletfrit. Så flyttede hun blikket over på det højre nøgleben. Det stak ud på samme måde som det venstre, lidt som om det var på vej ud af kroppen, men ikke kunne, fordi den spænd- te, hvide hud holdt det inde. Dér sad der en brun plet. En brun plet på hendes hvide hud. En plet, som ikke havde været der i sidste uge.  Hun trådte et skridt længere frem mod spejlet for at se nærmere på det. Hele hendes krop så tåget ud i spejlglasset, som næsten altid var dækket af støv ude fra Roslagsgatan. Med en iskold hånd tørrede hun støvet af, men var lige ved at fortryde det, da pletten pludselig blev meget tydeligere. Den var flad og brun og næsten lige så stor som et ba- byøje. Et brunt øje, som stirrede ud på hende. Var det dødens øje? Majken hentede avisen, og hendes pegefinger skælvede, mens hun lod den glide hen over billederne. Ufarlig. Ufarlig. Farlig, søg omgående læge. Hun lod fingeren blive liggende på billedet af den brune plet, som lignede hendes på en prik. Søg omgående læge. Omgående? Det betød nu. Skulle hun ringe til alarmcentralen? 1-1-2, den er go’. Majken tænkte på dengang, de havde lært den remse i børnehaven. Hun havde følt det, som om hun var blevet meget stor den dag. Endnu større end da hun havde lært at binde sine snørebånd. Spørgsmålet var bare, om man virkelig skulle ring 112 på grund af en leverplet, som var flad og brun og på størrelse med et lille øje.  Majkens tanker fór igennem hovedet lige så hurtigt som Isa- bellas dansemus, når de pilede rundt i deres bur. Isabellas dansemus? Det var jo ikke, fordi hun var særlig ofte hjemme hos Isabella og hendes mus. Hvis hun skulle være helt ærlig, var det faktisk kun sket en eneste gang, og det var, da Isabella fyldte ti år, og hendes forældre havde tvunget hende til at invitere Majken med til fødselsdagsfesten. Nu var der selvfølgelig ikke nogen, der havde sagt, at hun var blevet tvunget, men troede snotdum- me Isabella og hendes endnu dummere forældre virkelig ikke, at Majken ikke kunne regne ud, at hun kun havde væ- ret med, for at Isabella skulle virke sød (selv om hun i virke- ligheden var en af de ledeste i klassen)? Troede de ikke, at Majken kunne forstå, hvorfor hun skulle sidde ved siden af Samuel-på-to-hjul ved det, som Isabella kaldte det festligt dækkede bord, som var pyntet med Manga-figurer, som alle sammen havde større øjne end pletten på Majkens kraveben? Samuel havde selvfølgelig været helt vildt glad, fordi han måtte komme med. Han grinede oven i købet, da hans kø- restol væltede, da de legede stopdans, og hans mor så måtte komme og hente ham tidligere, fordi det blødte så meget fra et sår i panden, at han ikke kunne se noget ud gennem sine briller, der var så tykke, at hans øjne lignede dansemu- senes lorteklatter. Majken havde ikke fattet, hvad det var, der var så morsomt. Hvad sjov var der ved Isabellas overdrevent glade foræl- dre, som serverede glykosesirup, nitrit og farvestoffer med e-numre og mente, at det skulle være festligt? Det var i hvert fald ikke festligt. Det var kræftfremkaldende. Majken havde spist en kanelgiffel, og derefter havde hun sneget sig ind på Isabellas værelse, som var indrettet i lyse- røde og røde farver og med mængder af kjoler i lag-på-lag. Værelset lignede indersiden af en tissekone. Det havde Majken selvfølgelig aldrig sagt til nogen, for så ville hun have været nødt til at fortælle, at hun somme tider tog et spejl mellem lårene for at kigge ind i sin egen tissekone. Det var ikke, fordi hun syntes, det var sjovt, eller fordi den var specielt køn – eller grim – men fordi hun hav- de læst flere steder, at det var vigtigt, at man vidste, hvordan man så ud på indersiden. Hendes tissekone lignede Isabellas værelse. Eller også var det omvendt. Og der – i Isabellas tissekoneværelse – sad Majken alt- så under næsten hele fødselsdagen og kiggede på de hvide dansemus, som overhovedet ikke dansede, men bare styrte- de rundt i buret, samtidig med at Isabella og hendes rigtige venner legede stopdans nede i stuen. Majken syntes, det var underligt, at hverken Isabella eller hendes forældre forstod, at musene kunne dø af hjertestop på grund af den høje musik. Hvor typisk egoistisk, tænkte Majken, åbnede buret og proppede musene ned i sin slikpose. Hendes mor var blevet vildt forbavset, da hun havde fun- det dem i en skotøjsæske på Majkens værelse, selv om hen- des mor sikkert havde brugt et andet ord end „forbavset“, hvis hun selv skulle have beskrevet sin reaktion. – Du må da kunne forstå, at du ikke bare kan hugge an- dres husdyr? råbte hun. – Jeg kunne selvfølgelig også have ringet til politiet. Vi har jo faktisk en dyreværnslov her i landet. – Det er ROTTER, Majken! Der er ikke nogen, der er interesseret i rotter. – Det er jeg. Og det er ikke rotter, men mus. Og de skal ikke være nødt til at dø af stress, bare fordi deres ejer har lyst til at danse. – Tag din jakke på. Og så går du hen og leverer rotterne tilbage. – Det er ikke rotter, mor. – Det vil jeg skide på. Tag din jakke på. Majken havde ikke haft noget valg, men havde måttet gå hele vejen tilbage til Isabella sammen med sin mor og afle- vere musene tilbage. De havde larmet rundt nede i skotøjs- æsken hele vejen. Da de gik hjem igen bagefter, kunne Majken ikke lade være med at påpege, at Isabella ikke engang havde opdaget, at musene havde været forsvundet. – Jeg ville måske heller ikke opdage det, hvis du var væk i et par timer, men derfor ville jeg alligevel ikke have, at no- gen kom og tog dig, sagde hendes mor. Somme tider kunne hendes mor være lidt fjollet, men lige denne her kommentar var selvfølgelig ikke så tosset. Majken havde ikke stjålet dansemus siden den dag. Det skyldtes dels det, hendes mor havde sagt, men også at hun ikke var blevet inviteret hjem til nogen, som havde mus, siden den dag. Og for den sags skyld heller ikke til nogen andre. Men det betød alt sammen ikke noget nu, hvor hun hav- de fået en plet, som var så farlig, at hun omgående burde søge læge. Hendes mor ville ikke blive glad, når Majken ringede og fortalte det. Selvfølgelig ville hun blive ked af, at hendes eneste barn snart skulle dø og desuden have mange smerter inden, men først og fremmest ville hun blive sur, fordi det barn troede, at hun var alvorligt syg. Igen. Sidste gang havde det været sukkersyge, men det var ikke helt så farligt. – Hvorfor skulle du have sukkersyge? havde moderen spurgt. Majken var gået ud og havde hentet tre aviser, som be- skrev, hvor meget diabetes bredte sig i den vestlige verden. – Som en lavine, havde hun tilføjet for at lægge ekstra vægt på det, hun sagde. Og fordi det var det ord, som alle tre artikler have brugt. – Du har ikke sukkersyge, bare fordi du er tørstig. – Jeg er ikke bare tørstig, jeg er helt vildt tørstig. Majken havde drukket et helt glas vand, bare for at hen- des mor kunne se, at det ikke var normalt at drikke så me- get, når man kun var elleve år. – Hvad er normalt, når man er elleve? havde hendes mor spurgt, selv om hun udmærket godt vidste, at det spørgsmål hverken kunne eller ville Majken svare på. Majken gik endnu tættere på spejlet, så hun virkelig kun- ne studere sin hudkræftplet i detaljer. Den var ligesom lidt højere i den ene side. Det kunne i hvert fald aldrig være et godt tegn? Hun kunne mærke, at hun var nødt til at pille ved den, selv om hun godt vidste, at man absolut aldrig måtte klø på en farlig plet. Fordi ... nå, det kunne hun ikke rigtig huske, og det var måske også derfor, at hun trak lidt i kanten af den og til sin overraskelse kunne pille hele pletten af. Og nu lå den i hendes hånd og så temmelig fin ud. Næsten ligesom et lille stykke chokolade. Majken stak pletten i munden – og ganske rigtigt! Det var et stykke chokoladeovertræk, som hun måtte have spildt, da hun og moderen havde spist is i aftes. Sikken en lettelse! Ikke så meget fordi den farlige plet mest var et tegn på, at hun burde være mere omhyggelig med sin personlige hy- giejne, men først og fremmest fordi hun ikke havde nået at ringe til sin mor. Majken besluttede sig for aldrig mere at spise noget med chokoladeovertræk. Det måtte jo være fyldt med kemiske tilsætningsstoffer. Hvordan skulle det ellers kunne stivne på den måde? Og sidde så godt fast på huden? Hun tog tøjet på igen og gik ud i køkkenet. Tuben med chokoladeovertrækket stod i skabet oven over køleskabet. Hun tog den ud og smed den i skraldebøtten. Men den slags måtte man jo ikke, så hun tog tuben op igen, klippede den i stykker, trykkede det meste af indholdet ud i en skål, som hun satte til side. Så vaskede hun resterne af plastictuben og smed dem bagefter ned i genbrugsbe- holderen for hård plastic, hvor de hørte hjemme. Hun tog skålen med chokoladen, som faktisk ikke var stivnet endnu, og stillede den ind i køleskabet. Hun havde ikke i sinde selv at spise kemikaliemassen, men det kunne være, at nogen, hun ikke brød sig ret meget om, kom på besøg, og så havde hun jo noget at byde dem. Da Majken havde vasket og tørret sine hænder, gik hun tilbage til sit hæfte og pennene, som hun havde købt i kon- torforsyningen i Döbelnsgatan, som lå næsten lige så langt mod syd, som hun måtte gå alene. Når moderen ikke var med, gik Majkens verden fra Ce- derdalsgatan mod nord, Sveavägen mod vest, Birger Jarls- gatan mod øst og Odengatan mod syd. Simpelthen den del af indre by i Stockholm, som bliver kaldt Sibirien. Det lød ikke specielt festligt, men det var måske også det bedste. For hvem har sagt, at alting skal være festligt hele tiden?