Dagens katastrofer af Cilla Jackert

Dagens katastrofer af Cilla Jackert

65

/100

Glimrende bog
ifølge 1 anmelder
Ekspert i katastrofer, coolness og skepsis Majken på snart 12 er allerede ekspert i at bekymre sig. Om miljøet, forøgelsen af resistente bakterier, at blive kørt over, hormonforstyrrende stoffer i konserveslåg og for at der skal ske noget med hendes mor. Hver dag lister hun dagens katastrofer, hun ser i avisen, op i en notesbog med forskellige farver. Den røde er for mord, gul er for sygdomme, grøn for ulykker og den lilla er for naturkatastrofer. Det bliver ikke bedre af, at hendes mor i løbet af sommerferien skal arbejde rigtig meget i sin restaurant, og en dag kommer hjem med en savlende, beskidt hund, kaldet Buller, i forsøget på at engagere Majken i andet end katastrofer og tvinge hende uden for lejligheden. For sin mors skyld bestemmer Majken sig for at lade Buller blive. I hvert fald for et stykke tid. Men ingen skal tro, at det er, fordi hun synes, han er sød. Ingen der spiser lort, kan være sød! Gennem en sommer lærer den i udgangspunkt skeptiske og ensomme, men også coole pige at acceptere virkelighedens realiteter bl.a. gennem mødet med hendes positive modsætning drengen Calle, som altid er glad og positiv. Dagens katastrofer er trods den alvorlige historie om, hvor vigtigt det er, at man opfatter og erkender børns følelsesreaktioner, også fuld af underspillet humor og en tro på, at livet er fantastisk. Cilla Jackert har skrevet manuskripter til en række populære svenske tv-serier og spillefilm. Bl.a. spillefilmen Känn ingen sorg, som bygger på den svenske sanger og sangskriver Håkan Hellströms tekster og musik. Jackert modtog i 2013 det svenske forfatterforbunds debutantpris for Dagens katastrofer. Målgruppe: 9-12 år FØRSTE KAPITEL Med sort tusch skrev Majken 12. juni, og lige nedenunder skrev hun med rød tusch: Kvalt i sengen af sin kæreste. Hun var tilfreds med sit farvevalg. Rødt virkede logisk til mord, de andre farver havde hun spekuleret lidt mere over, men nu havde hun besluttet sig. Brunt til sygdomme, lyserød til mishandling og røveri, gult til mishandling af børn, grønt til ulykker, blaåt til ulykker, hvor børn var involveret, lilla til naturkatastrofer, graåt til miljøkatastrofer, orange til alle andre og mørkerødt til alle andre, hvor børn var involveret. Saå nu skulle hun altsaå skifte til brun. Med brun, vandbaseret tusch skrev hun derefter: Saådan kan man kende de farlige pletter. Brunt til sygdomme. Brunt til ækle pletter, som voksede anderledes end resten af kroppen. Pletter, som voksede saådan, at man ikke engang kunne glæde sig over, at resten af kroppen var vokset saå me- get, at man maåtte komme op i alle forlystelserne paå tivoliet Groüna Lund. Majken gik ud til spejlet i entreen. Det fungerede ogsaå som opslagstavle for alt det, hendes mor skulle huske, men som regel glemte. Hun tog sin bluse og bukserne af, og saå studerede hun sit eget billede i den del af spejlet, som ikke var dækket af hendes mors regninger, indkaldelser til tand- lægen og det gækkebrev, som Majken havde lavet i SFO'en, men aldrig havde faået sendt til nogen. Ved første øjekast saå hendes krop præcis ud, som sidste gang hun havde tjekket sin hud, hvilket var i sidste uge, men eftersom de farligste pletter voksede hurtigst, var det bedst at tjekke meget ofte. Der var de samme blaålige blodaårer, der bredte sig lige- som filtret garn rundt paå hendes tændstiktynde ben. Det var ogsaå de samme smalle hofter, den udstaående navle og flade brystkasse, som ikke havde skyggen af buler, selv om Maj- ken snart fyldte tolv aår. Det var de samme knoklede knæ og spidse albuer, og fødderne var saå store, at man skulle tro, de tilhørte en person, som var tyve centimeter højere end Majken selv. Hun tog et hurtigt kig ned i trusserne, men ogsaå dernede saå det fuldstændig lige saådan ud som i sidste uge. Bart og en lille smule nopret. Lidt ligesom en kylling i supermarkedets kølemontre. Selv om Majken ikke kunne lide kyllinger, i hvert fald ikke at spise dem, fordi hun vidste, kyllinger blev tvunget til at vokse saå hurtigt, at deres smaå ben næsten ikke kunne bære de overfodrede kroppe. – Se her, sagde Majken til sin mor og samlede en lille fedtet fjer op, som engang havde været hvid og siddet paå en kylling, som ikke forstod, at dens liv skulle slutte en helt almindelig onsdag aften i en helt almindelig lejlighed, som laå i en af de mest forblæste gader i den del af Stockholms indre by, som bliver kaldt Sibirien. – Ja. En kylling er en fugl, og fugle har vinger, sagde hen- des mor og tog et laår og begyndte at gnave af det paå en maåde, som fik hende til at ligne en af de rotter, som plejede at smovse i madresterne efter folks skovture i Hagaparken. Kyllingefedtet sivede ud mellem hendes fingre, og hun slikkede det af, inden det naåede ned til vielsesringen, som hun stadig gik med. – Jeg spiser ikke kylling mere, sagde Majken. Hendes mor lagde det lille, afgnavede laårben ned paå tal- lerkenen og tørrede fingrene grundigt i et stykke køkken- rulle, samtidig med at hun med tungen ledte efter madrester mellem tænderne. – Naå, lad os saå se. Du spiser altsaå ikke kylling. Ikke svin, ikke nødder, ikke rejer ... – Ikke kæmperejer, og det burde du heller ikke gøre, ret- tede Majken hende. – Ikke kæmperejer, ikke fisk, som ikke er godkendt af Naturfredningsforeningen. Ikke ris, ikke vindruer, ikke tun- fisk, ikke peberfrugter, ikke æg, ikke noget, som er pakket ind i plastic eller i daåser. Ikke det og ikke det og ikke det. Der er snart ikke meget tilbage at spise for dig, Majken. – Det drejer sig ikke om mig. Det drejer sig om verden. Moderen havde taget tallerkenerne ud, og bagefter hav- de de under total tavshed spillet to partier Yatzy, som Maj- ken vandt. Da hun senere samme aften laå i sin seng, var hendes mor kommet ind og havde sat sig paå sengekanten. Hun havde ordnet lidt i bunken af sovedyr, som stod op ad væggen, lagt dynen til rette omkring Majken og klappet hende paå kinden med en haånd, som var ekstremt tør og ru efter alle de timer, dage og aår i restaurationskøkkenet. – Det er ikke din skyld, havde hendes mor sagt med grø- det stemme. – Det tror jeg heller ikke, havde Majken svaret, ligesom hun plejede, hver gang moderen sagde den slags. Hvordan skulle det kunne være hendes skyld? Hun var jo kun elleve aår, og hun havde ikke kunnet naå at spise saå man- ge aår, at det var paå grund af hende, at den fisk næsten var udryddet ved overfiskning. Saå vidt hun kunne huske, havde hun faktisk aldrig spist aål, fordi den saå megaklam ud. Selvfølgelig var det ikke hendes skyld. Men saådan skulle det altsaå ogsaå blive ved med at være. Majken flyttede blikket fra de flade brystvorter og op til halsen og nøglebenene. Først studerede hun grundigt det venstre, som stak ud paå en maåde, der ikke saå specielt sundt ud, men alligevel var det. Majken havde selv spurgt skole- lægen. Faktisk to gange. Hvis det ikke var tre. Det venstre nøgleben var i hvert fald totalt pletfrit. Saå flyttede hun blikket over paå det højre nøgleben. Det stak ud paå samme maåde som det venstre, lidt som om det var paå vej ud af kroppen, men ikke kunne, fordi den spænd- te, hvide hud holdt det inde. De'r sad der en brun plet. En brun plet paå hendes hvide hud. En plet, som ikke havde været der i sidste uge. Hun traådte et skridt længere frem mod spejlet for at se nærmere paå det. Hele hendes krop saå taåget ud i spejlglasset, som næsten altid var dækket af støv ude fra Roslagsgatan. Med en iskold haånd tørrede hun støvet af, men var lige ved at fortryde det, da pletten pludselig blev meget tydeligere. Den var flad og brun og næsten lige saå stor som et ba- byøje. Et brunt øje, som stirrede ud paå hende. Var det dødens øje? Majken hentede avisen, og hendes pegefinger skælvede, mens hun lod den glide hen over billederne. Ufarlig. Ufarlig. Farlig, søg omgaående læge. Hun lod fingeren blive liggende paå billedet af den brune plet, som lignede hendes paå en prik. Søg omgaående læge. Omgaående? Det betød nu. Skulle hun ringe til alarmcentralen? 1-1-2, den er go'. Majken tænkte paå dengang, de havde lært den remse i børnehaven. Hun havde følt det, som om hun var blevet meget stor den dag. Endnu større end da hun havde lært at binde sine snørebaånd. Spørgsmaålet var bare, om man virkelig skulle ring 112 paå grund af en leverplet, som var flad og brun og paå størrelse med et lille øje. Majkens tanker fo'r igennem hovedet lige saå hurtigt som Isa- bellas dansemus, naår de pilede rundt i deres bur. Isabellas dansemus? Det var jo ikke, fordi hun var særlig ofte hjemme hos Isabella og hendes mus. Hvis hun skulle være helt ærlig, var det faktisk kun sket en eneste gang, og det var, da Isabella fyldte ti aår, og hendes forældre havde tvunget hende til at invitere Majken med til fødselsdagsfesten. Nu var der selvfølgelig ikke nogen, der havde sagt, at hun var blevet tvunget, men troede snotdum- me Isabella og hendes endnu dummere forældre virkelig ikke, at Majken ikke kunne regne ud, at hun kun havde væ- ret med, for at Isabella skulle virke sød (selv om hun i virke- ligheden var en af de ledeste i klassen)? Troede de ikke, at Majken kunne forstaå, hvorfor hun skulle sidde ved siden af Samuel-paå-to-hjul ved det, som Isabella kaldte det festligt dækkede bord, som var pyntet med Manga-figurer, som alle sammen havde større øjne end pletten paå Majkens kraveben? Samuel havde selvfølgelig været helt vildt glad, fordi han maåtte komme med. Han grinede oven i købet, da hans kø- restol væltede, da de legede stopdans, og hans mor saå maåtte komme og hente ham tidligere, fordi det blødte saå meget fra et saår i panden, at han ikke kunne se noget ud gennem sine briller, der var saå tykke, at hans øjne lignede dansemu- senes lorteklatter. Majken havde ikke fattet, hvad det var, der var saå morsomt. Hvad sjov var der ved Isabellas overdrevent glade foræl- dre, som serverede glykosesirup, nitrit og farvestoffer med e-numre og mente, at det skulle være festligt? Det var i hvert fald ikke festligt. Det var kræftfremkaldende. Majken havde spist en kanelgiffel, og derefter havde hun sneget sig ind paå Isabellas værelse, som var indrettet i lyse- røde og røde farver og med mængder af kjoler i lag-paå-lag. Værelset lignede indersiden af en tissekone. Det havde Majken selvfølgelig aldrig sagt til nogen, for saå ville hun have været nødt til at fortælle, at hun somme tider tog et spejl mellem laårene for at kigge ind i sin egen tissekone. Det var ikke, fordi hun syntes, det var sjovt, eller fordi den var specielt køn – eller grim – men fordi hun hav- de læst flere steder, at det var vigtigt, at man vidste, hvordan man saå ud paå indersiden. Hendes tissekone lignede Isabellas værelse. Eller ogsaå var det omvendt. Og der – i Isabellas tissekoneværelse – sad Majken alt- saå under næsten hele fødselsdagen og kiggede paå de hvide dansemus, som overhovedet ikke dansede, men bare styrte- de rundt i buret, samtidig med at Isabella og hendes rigtige venner legede stopdans nede i stuen. Majken syntes, det var underligt, at hverken Isabella eller hendes forældre forstod, at musene kunne dø af hjertestop paå grund af den høje musik. Hvor typisk egoistisk, tænkte Majken, aåbnede buret og proppede musene ned i sin slikpose. Hendes mor var blevet vildt forbavset, da hun havde fun- det dem i en skotøjsæske paå Majkens værelse, selv om hen- des mor sikkert havde brugt et andet ord end „forbavset”, hvis hun selv skulle have beskrevet sin reaktion. – Du maå da kunne forstaå, at du ikke bare kan hugge an- dres husdyr? raåbte hun. – Jeg kunne selvfølgelig ogsaå have ringet til politiet. Vi har jo faktisk en dyreværnslov her i landet. – Det er ROTTER, Majken! Der er ikke nogen, der er interesseret i rotter. – Det er jeg. Og det er ikke rotter, men mus. Og de skal ikke være nødt til at dø af stress, bare fordi deres ejer har lyst til at danse. – Tag din jakke paå. Og saå gaår du hen og leverer rotterne tilbage. – Det er ikke rotter, mor. – Det vil jeg skide paå. Tag din jakke paå. Majken havde ikke haft noget valg, men havde maåttet gaå hele vejen tilbage til Isabella sammen med sin mor og afle- vere musene tilbage. De havde larmet rundt nede i skotøjs- æsken hele vejen. Da de gik hjem igen bagefter, kunne Majken ikke lade være med at paåpege, at Isabella ikke engang havde opdaget, at musene havde været forsvundet. – Jeg ville maåske heller ikke opdage det, hvis du var væk i et par timer, men derfor ville jeg alligevel ikke have, at no- gen kom og tog dig, sagde hendes mor. Somme tider kunne hendes mor være lidt fjollet, men lige denne her kommentar var selvfølgelig ikke saå tosset. Majken havde ikke stjaålet dansemus siden den dag. Det skyldtes dels det, hendes mor havde sagt, men ogsaå at hun ikke var blevet inviteret hjem til nogen, som havde mus, siden den dag. Og for den sags skyld heller ikke til nogen andre. Men det betød alt sammen ikke noget nu, hvor hun hav- de faået en plet, som var saå farlig, at hun omgaående burde søge læge. Hendes mor ville ikke blive glad, naår Majken ringede og fortalte det. Selvfølgelig ville hun blive ked af, at hendes eneste barn snart skulle dø og desuden have mange smerter inden, men først og fremmest ville hun blive sur, fordi det barn troede, at hun var alvorligt syg. Igen. Sidste gang havde det været sukkersyge, men det var ikke helt saå farligt. – Hvorfor skulle du have sukkersyge? havde moderen spurgt. Majken var gaået ud og havde hentet tre aviser, som be- skrev, hvor meget diabetes bredte sig i den vestlige verden. – Som en lavine, havde hun tilføjet for at lægge ekstra vægt paå det, hun sagde. Og fordi det var det ord, som alle tre artikler have brugt. – Du har ikke sukkersyge, bare fordi du er tørstig. – Jeg er ikke bare tørstig, jeg er helt vildt tørstig. Majken havde drukket et helt glas vand, bare for at hen- des mor kunne se, at det ikke var normalt at drikke saå me- get, naår man kun var elleve aår. – Hvad er normalt, naår man er elleve? havde hendes mor spurgt, selv om hun udmærket godt vidste, at det spørgsmaål hverken kunne eller ville Majken svare paå. Majken gik endnu tættere paå spejlet, saå hun virkelig kun- ne studere sin hudkræftplet i detaljer. Den var ligesom lidt højere i den ene side. Det kunne i hvert fald aldrig være et godt tegn? Hun kunne mærke, at hun var nødt til at pille ved den, selv om hun godt vidste, at man absolut aldrig maåtte klø paå en farlig plet. Fordi ... naå, det kunne hun ikke rigtig huske, og det var maåske ogsaå derfor, at hun trak lidt i kanten af den og til sin overraskelse kunne pille hele pletten af. Og nu laå den i hendes haånd og saå temmelig fin ud. Næsten ligesom et lille stykke chokolade. Majken stak pletten i munden – og ganske rigtigt! Det var et stykke chokoladeovertræk, som hun maåtte have spildt, da hun og moderen havde spist is i aftes. Sikken en lettelse! Ikke saå meget fordi den farlige plet mest var et tegn paå, at hun burde være mere omhyggelig med sin personlige hy- giejne, men først og fremmest fordi hun ikke havde naået at ringe til sin mor. Majken besluttede sig for aldrig mere at spise noget med chokoladeovertræk. Det maåtte jo være fyldt med kemiske tilsætningsstoffer. Hvordan skulle det ellers kunne stivne paå den maåde? Og sidde saå godt fast paå huden? Hun tog tøjet paå igen og gik ud i køkkenet. Tuben
67/100
WA
Glimrende anmeldelse i Weekendavisen

anmeldt af Damián Arguimbau 2015.01.02

En rigtig god bog om ensomhed og sorg, som samtidig er vældig underholdende
Døden venter ... måske

12-årige Majken er besat af katastrofer og bekymrer sig konstant om død, ulykker og sygdomme. En grim hund, som Majken får ansvaret for, hjælper hende imidlertid til at se mere nuanceret på tilværelsen. Cilla Jackerts roman om en ung piges ensomhed og sorg er ’sympatisk og også meget morsom. Man kommer til at holde af den besværlige Majken efterhånden som historien udvikler sig’ og årsagen til hendes sortsyn afsløres. [Refereret af bog.nu]

Ikke lagt online

Andre bøger udgivet af ABC Forlag

Børnebog
Væbner Jørgen og dragen af Kasper Lapp Indbundet bog
FIND BEDSTE PRIS
Børnebog
Verdens værste fødselsdag af Marius Horn Molaug Indbundet bog
FIND BEDSTE PRIS
Ungdomsbog
Et hundeliv af Arne Svingen Hæftet bog
FIND BEDSTE PRIS
Børnebog
Amanda og Ila af Katja Timgren Indbundet bog · Ebog
FIND BEDSTE PRIS
Straffefangen af Kåre Bluitgen Indbundet bog · Ebog
FIND BEDSTE PRIS
Børnebog
Hvad er der bag døren? af Nicola O´Byrne Indbundet bog
FIND BEDSTE PRIS
Børnebog
Skattekortet af Arne Svingen Indbundet bog · Ebog
FIND BEDSTE PRIS
Børnebog
Becca af Petter Lidbeck Indbundet bog · Ebog
FIND BEDSTE PRIS
Børnebog
Den døde onkel af Arne Svingen Indbundet bog · Ebog
FIND BEDSTE PRIS
Børnebog 50
Rita i Raseriskoven af Jan Mogensen Indbundet bog · Ebog
FIND BEDSTE PRIS
Ungdomsbog 79
Når historien slutter af Sigbjørn Mostue Paperback · Ebog
FIND BEDSTE PRIS
Ungdomsbog
Hvis du kunne se mig nu af Sofia Nordin Hæftet bog
FIND BEDSTE PRIS