Et år i 365 poetiske snapshots
’Der er både ligegyldigheder og små perler blandt Juliane Preislers nye, korte digte,’ der alle forsøger at presse en tanke eller en iagttagelse ned i så kort format som muligt. Kun et enkelt digt fylder tre linjer, hovedparten fylder én. ’Man skal nok have passeret den formative periode i livet for at påskønne Preislers snapshots, men siden hvornår har det været diskvalificerende at læse med livserfaringer i baghovedet?’ [Kort referat]