Skumringen sænkede sig over bakkerne. Daireen var træt efter at have været på flugt i flere dage. Frem for alt var hun træt af at skulle holde sanserne skarpe. Hun ønskede ikke, at Eamon, hendes far eller andre skulle opdage, at hun var stukket af. I hvert fald ikke endnu, ikke før det var for sent, og først når de ikke længere kunne finde hende. Hun var så træt, alt for træt. Hun faldt sammen ved foden af ​​en træstamme, og i et øjeblik slap hun følelserne løs.