i Danmark fra 1900 til 1950 i tre forskellige idrætsmiljøer - skoleidrætten, byernes idrætsforeninger og gymnastikforeningerne på landet.
I skoleidrætten var modstanden mod konkurrenceelementet af central betydning, og man var optaget af at alle - både piger og drenge - kunne deltage i spillet. I idrætsforeningerne i byerne forsøgte man at efterligne fodboldspillets udvikling ved at skabe samme turnerings- og organisationsstruktur for håndboldspillets vedkommende. Det betød i sammenhæng med fokuseringen på spillet som en konkurrenceidræt, at kvinderne blev set som andenrangsspillere, fordi de ikke formåede at slå igennem på de sportslige betingelser, som var sat af den snævert konkurrenceorienterede dagsorden.
For gymnastikforeningerne på landet blev håndboldspillet den aktivitet, som formidlede overgangen fra gymnastik til sport i løbet af 1930-erne. Håndbold blev desuden en vigtig aktivitet på landet fordi den formåede at tiltrække både mænd og kvinder til foreningerne om sommeren. Håndboldspillet var derfor medvirkende til, at det lykkedes at holde liv i mange af gymnastikforeningerne på trods af den afvandring fra landbruget, som i stigende omfang slog igennem i 1900-tallets første halvdel.
Kvindehåndboldens historie giver et indblik i, hvordan håndbold har udviklet sig fra spil til sport ud fra forskellige tankegange, og en indsigt i hvordan køn og kvindelighed er blevet forstået i forskellige idrætsmiljøer.