Daniel Hjorth fremstiller myten om samtidens by som et sted i hurtig materiel udvikling, men også som noget der er fyldt med liv, med leben, det dansk-tyske begreb for udspredt travlhed og trummerum. Med høj sensitivitet og opmærksomhed stiller Hjorth skarpt på den stoflighed i bymiljøet, som ofte ignoreres: jordbunker, ødelagte overflader, samt de usynliggjorte byggepladser, der bogstaveligt talt er ved at bygge fremtiden. Han portrætterer disse usædvanlige steder med den samme eftertænksomme poesi som mærkes i hans portrætter af mennesker, især unge mennesker og arbejdere. Sammen udgør de et særligt og sentimentalt portræt af en by der er ladet med enorm statisk energi, ligesom håret på den kvinde, som Hjorth fanger på et billede her i bogen, idet hun stiger på en bus. Hjorths baggrund i dokumentarfotografi er grundlaget for hans afbildning af samtidens København, idet han evaluerer det tekniske term “byudvikling” og dets diskrete æstetiske indvirkning på byens borgere. 

I bogen er Hjorths billeder bragt med en nyligt kommissioneret tekst af den danske forfatter Lea Marie Løppenthin, der er uddannet ved Forfatterskolen. Bogen inkluderer derudover et forord af danske kunstkritiker Jeppe Ugelvig.