vidt omkring.Opfindelsen af gummihjulet, der fra 1880’erne får det nye transportmiddel til at glide lystigt ud ad de europæiske veje, har samtidig tråde til det, man kalder rubber capitalism. I Introduktion til vor Tidsalder (1915) skitserer Johannes V. Jensen, med udsigt til gummiplantagerne i Indien, denne historie: ”… det er rubber alt sammen herude, fra Ceylon til Malakkahalvøen og Hollandsk Indien.” Han understreger imidlertid også, at der er en særlig dansk vinkel på cyklen: ”I intet andet Land jeg kender har Cyklen en saadan Udbredelse som i Danmark”, skrev han i Aarbog 1916, hvor han også mente, at den passede til noget i befolkningens karakter, ”i sin Stil demokratisk, typisk dansk.” Lige siden ’velocipeden’ i 1881 blev introduceret i Tivoli, ovenikøbet med musikalsk akkompagnement ved H.C. Lumbye, har cyklen været allestedsnærværende i dansk kultur, og hvis dens popularitet dalede en smule med bilens gennembrud, så har den i de senere år fået en kæmpe renæssance, godt støttet af et nyt fokus på værdier som sundhed og bæredygtighed, ikke mindst i København, hvor bedre cykler, bedre cykelstier, bedre cykelparkering og udvikling af cykelbroer har bragt hovedstaden op på de internationale cykelbyers sejrsskammel.

Landskabet, byernes udformning og befolkningens karakter har medvirket til at gøre cyklen til danskernes nationale køretøj. Cyklens lange historie i Danmark har således gennem mere end 100 år været koblet til noget særligt dansk, og det har manifesteret sig i kunst, litteratur, musik, arkitektur og film, hvortil selvfølgelig kommer cykelsporten. Bogen tilbyder for første gang et samlet overblik over cyklens danske kulturhistorie, som belyses gennem et analytisk blik på et rigt udvalg af kulturens og kunstens kommentarer til den danske cykelkultur.