Skønt blot det første essay direkte tematiserer dannelsesbegrebet, drejer alle essays sig i virkeligheden om, hvad der må være eller engang måtte blive relevant for en genuin dannelse.
Den gennemgående tese for alle essays er, at fornuften i den vestlige, og herunder den danske, kultur i ikke ringe grad er præget af en vis formørkelse, af en tendens til endimensionalitet og instrumentel fornuft.
Denne formørkelse forsøger essayene at fremstille igennem kritisk behandling af temaer som dannelse, det moderne, tro og mening i relation til viden, logikken og naturlovene samt spontanitet. Det er temaer, som ikke blot er videnskabeligt, filosofisk eller kunstnerisk, men også eller måske især almenkulturelt relevante.