Døden opfattes af mange som en afslutning, et stort uendeligt mørke, men ”Dans på min grav” vil gerne provokere læseren til at tale om døden på trods af, det er tabu. Vi siger hellere forsigtigt: ”Kondolerer” for dermed at tage passende afstand til det, der føles ubehageligt. Hvis vi giver os selv lov til at sidde ved et dødsleje i fred og fordybelse, falder der ro over os - og den døende.

”Dans på min grav” vil også overbevise læseren om, at vi skal glæde os over de levede liv og ikke drukne vores egen livsglæde i sorg og smerte over det, der var. De døde vil gerne have, vi ”danser på deres grav”. Kroppen forgår, men sjælen lever videre.

Christine Tscherning er uddannet cand.ling.merc, coach og psykoterapeut. Udgav i 2007 ”Når porten smækker i”, en ABC for børn om fængsler og længsler.

Skrev i 2012 et bidrag til bogen ”At føde for tidligt”, som også handler om at tage stilling til døden, som er en risikofaktor. Når ens nærmeste får uhelbredelige sygdomme, skal man også forholde sig til døden.