Bogen er blevet til på baggrund af breve, dagbøger og mails. Bogen giver anvisninger til andre, hvordan man kan blive set, hørt og mødt som døende patient både af pårørende og sundhedssystemet.

17.2.2011
»Kræften har bredt sig til knoglerne.
Lige nu tror jeg ikke mere, at jeg vil det mere. Nok er nok. Direkte fra Odense og indlagt på afd. 251 med mistanke om en blodprop i benet.
2 svære lidelser på én gang, hvad har jeg dog gjort, når jeg nu skal have det så skidt?«

»Døden kan være en god oplevelse. John Madsen gør op med den berøringsangst, der trods en frisindet debat i samfundet, stadig hviler over emnet døden.
-På et eller andet tidspunkt skal vi alle forholde os til døden. Sådan er det. Alligevel er det stadigvæk tabubelagt, og det tabu, vil jeg gerne bryde ved at tage fat om nældens rod og skildrer åbenhjertig og personligt den sidste tid med hans kræftsyge kone Solvejg.
Forfatteren kalder bogen en brugsbog. Hvis man ønsker indflydelse på døden, må man danse med den. En dans har stil, glæde og skønhed, og det skal døden også have.
Men uden omsvøb bliver ikke mindst Odense Universitetshospital kritiseret for en behandling, der først og fremmest er mekanisk og umenneskelig og i flere tilfælde utilstrækkelig.
-For nogle er det umådeligt svært at give den døende det, som vedkommende har brug for, men jeg håber, at alle vil gøre deres bedste for, at det bliver et godt forløb. Jeg er lige så svag og stærk som alle andre, og det lykkedes for Solvejg og jeg at afslutte livet værdigt. Hun fik en god død.«
- Lokalavisen Budstikken, 20.03.2012

Stor omtale og interview med John Madsen om bogen i Kristeligt Dagblad
21.04.2012