Uddrag af bogen 

Ved Meuse-Argonne-fronten etableredes flere stillinger. Alle stillingerne havde dog ét til fælles: døden lurede overalt. Det var intet under, at krigstrætheden havde meldt sig. Søren Kabell Olesen konkluderer i sine erindringer, at livet som frontsoldat ”var et hundeliv, ingen normale mennesker ville byde deres hund sligt”. Alle dage handlede om overlevelse, hvor det var tilfældigheder, der afgjorde, hvem der overlevede, og hvem der døde. Angsten for, at man ville miste livet, var nærværende hvert minut og hvert sekund døgnet rundt. Søren udtrykker det meget præcist med ordene: ”Vi havde set knokkelmanden (døden) på nært hold, i denne brøkdel af et sekund det normalt tager før de (granaterne) eksploderer eller mere præcist ingen tid – var jeg både i America og Danmark, mine søskende, familie i staterne – det hele rullede forbi i dette øjeblik.”