Dansk forskningspolitik var i det 20. århundrede præget af kontinuitet og pragmatisme. I det nye årtusind har det dog langtfra været tilfældet, da så godt som alle forskningspolitikkens hovedelementer er blevet reformeret, og splid, tvivl og brud er blevet en fast bestanddel af den danske forskningsverden.

Hovedårsagerne til den markante forandring er, at forskning i stadig stigende grad fremhæves som en afgørende faktor for Danmarks globale konkurrencekraft og velstand, og at en række bredere forvaltningspolitiske ideer er blevet introduceret på området. Denne udvikling har på den ene side sat videnskabens autonomi og traditionelle styringsmekanismer under pres med nye krav og øget kontrol, men er på den anden side også resulteret i større bevillinger og mere opmærksomhed til forskere og uddannelsesinstitutioner.

Dansk forskningspolitik efter årtusindskiftet tegner for første gang et bredt, dækkende billede af den nyere danske forskningspolitik og gennemgår reform for reform de beslutningsprocesser, der ligger bag forandringen, og de konsekvenser, som dette forskningspolitiske skift vil få i fremtiden.